Dot Wessmann lægger ikke skjul på, at det er hårdt arbejde at forberede Bakkens Hvile-sæsonen, men hun gør det med en stor kærlighed til stedets særlige ånd. Foto: Jesper Bjørn Larsen
Dot Wessmann lægger ikke skjul på, at det er hårdt arbejde at forberede Bakkens Hvile-sæsonen, men hun gør det med en stor kærlighed til stedets særlige ånd. Foto: Jesper Bjørn Larsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

“Du kan sandelig godt være sexet, selv om du ikke er helt ung”

Dot Wessmann står i dag atter på scenen, når Bakkens Hvile har premiere på sit 140 års jubilæumsshow. For hende er Bakkens Hvile en hyldest til livet.

Af Jesper Bjørn Larsen

Der hænger ledninger på kryds og tværs, borde og stole står hulter til bulter, og kapelmesteren pakker noder ud til dagens prøver, der begynder lige om lidt.

Vi sætter os bag scenen, i det lille udehus, der fungerer som en slags luftsluse mellem Dot Wessmanns professionelle liv og hendes private liv. For selvfølgelig bor hun i Bakkens Hvile.

Dot Wessmann har travlt med forberedelserne, det lægger hun ikke skjul på. Men hun sætter sig over for Villabyerne med et stort smil og en solstråle lige i ansigtet og er 100 procent nærværende.

Også selv om hunden Milo gøer inde fra privaten, telefonen ringer eller signalerer beskeder, og man fornemmer, at der er tusinde ting, Dot Wessmann skal nå i dag. Og i morgen. For Bakkens Hvile har premiere i dag, tirsdag den 17. maj, på sit jubilæumsshow, og det er i høj grad hende, der holder alle snorene.

Manglede en tjener

Bakkens Hvile fylder 140 år i år, og Dot Wessmann er med for 41. gang. Hun var kun 18 år det første år, i 1976. Der manglede pludseligt en tjener, og så sprang Dot til i det foretagende, hendes far havde købt tilbage i 1936.

“Jeg havde aldrig sat mine ben i Bakkens Hvile. Men sådan er Bakken. Man hopper ind der, hvor der mangler en,” griner hun.

Der ventede den unge kvinde lidt af en øjenåbner ved showet, som var det sidste år, hvor der indgik striptease i forestillingen. Dot havde ellers via sin opvækst på Dyrehavsbakken oplevet masser af gøgl og løssluppen stemning, men intet, der helt matchede, hvad der mødte hende den aften i Bakkens Hvile.

“Jeg blev fuldstændig betaget og fascineret af det univers. Jeg havde aldrig set noget lignende før,” mindes hun.

Dot blev syngepige efter fire år, og efterhånden blev det mere og mere hende, der overtog ansvaret for showet.

Hun og moren var enige om at sløjfe stripteasen og rydde op i det, der “ikke var essensen af Bakkens Hvile”, som Dot selv kalder det.

“Stripteasen var kommet til sammen med den seksuelle frigørelse og pornoens frigivelse i 1960'erne og 1970'erne, men showet var blevet for frækt. Og hvad værre var, så havde det mistet pikanteriet og flirten.”

Man kan mærke, at det ærgrer Dot Wessmann, hvis nogen tror, at Bakkens Hvile bare er et gammelt støvet sted med fem barmfagre damer i kropsnære gevandter, der synger de samme vovede sange år ud og år ind.

For der er faktisk en stor udskiftning af numre. Og der er tænkt uhyre meget over indholdet, leveringen, timingen, pladsen til at improvisere - ja alt det, der indgår i et professionelt show.

Tidligere brugte de 45 minutter på at synge alle de numre, folk bare ville høre - 'Bakkevalsen', 'Botanik', 'Bakkesangerinden', 'Lille mor på Lyngbyvej', men nu har de kogt det ned til et potpourri på syv minutter.

For Bakkens Hvile følger med tiden, og i dag skal det gå stærkt, så folk ikke keder sig. Det er heller ikke længere nok med et klaver, så de bruger forskellige tracks til sangene.

Dot Wessmann følger måske nok med tiden, men hun holder fast i stedets ånd. Og hun er ikke i tvivl om hvilke kvaliteter, hun leder efter til en Bakkens Hvile-sang.

“Det skal være godt skrevede sange, der formår at finde flirten i det frække. Ikke platte sange, men raffinerede sange. Og selvfølgelig med nogle gode rim,” forklarer hun og nævner Sigurd Barrett, Sune Gylling og Rasmus Krogsgaard som eksempler på komponister, der mestrer den svære balancegang mellem det frække og frivole.

Der er syv splinternye sange med i år, men selvfølgelig også en del af de klassikere, der bare skal være der. 'Smedens vise', der har holdt fri et par år, er atter med igen.

Dot Wessmanns yndlingssang er i øvrigt 'Bakkesangerinden', for hun føler, det er hendes egen historie, hun synger med den.

For den 59-årige kvinde opstår magien i Bakkens Hvile, når de optrædende på scenen og publikum går i en slags symbiose. Nogle gange sker det kun én gang i løbet af en aften, andre gange er det nærmest fra start til slut.

“Hvis folk bare kunne komme ud over deres fordomme. Folk tror, vi bare er frække og vulgære og synger det samme. Det handler om at slippe. Turde lade sig betage af flirten, ikke mellem syngepigen og manden, men flirten med livet. Alle kan relatere til, at livet er både godt og ondt. Alle elsker en god kærlighedshistorie, som rummer noget positiv energi. Og så er Bakkens Hvile et rum for piger over 50, som ikke bliver vulgære af at tage store kjoler og strømpebånd på. Du kan sandelig godt være sexet, selv om du ikke er helt ung. Jeg bliver 60 til næste år - og jeg synes godt, jeg må have langt hår. Jeg behøver ikke at få lavet en pagefrisure,” griner hun.

Käthe Vogelius (forrest) sang i Bakkens Hvile i 47 år. Billedet stammer fra Bakkens Hviles 100 års jubilæum.
Käthe Vogelius (forrest) sang i Bakkens Hvile i 47 år. Billedet stammer fra Bakkens Hviles 100 års jubilæum.

En tidslomme for publikum

Bakkens Hvile har i sin 140-årige levetid kun været i to familiers eje, og på spørgsmålet om, hvorfor stedet har overlevet så længe, taler Dot Wessmann atter om den særlige ånd:

“Bakkens Hvile er blevet videreført i samme ånd i alle årene, så det er på mange måder en tidslomme for publikum. Men tag ikke fejl. Det er også benhårdt arbejde. Jeg knokler virkelig med det,” siger Dot Wessmann, der ikke har tænkt over, hvor længe hun vil blive ved. Og hvis hun har, vil hun i hvert fald ikke sige det.

En mørk skygge går for bakkesangerindens ansigt. Ikke på grund af sliddet, men fordi hun taler om, hvor meget hun savner sin 23-årige datter Johanne. Kvinden, der i 2015 slog sit hoved efter en alvorlig færdelsulykke.

Det var Johanne, der var begyndt at arbejde i Bakkens Hvile, og det var hende, som var kørt i stilling til en dag at tage over.

“Jeg ved ikke, om hun nogensinde vil kunne drive det videre. Intet i mit liv har været det samme efter Johannes ulykke, og det bliver det heller aldrig. Når sådan noget sker, har du to valg: Enten tager du dit liv, eller også vælger du at leve. Jeg tror på, at jeg skal vælge at leve, så Johanne har noget liv at spejle sig i. Og jeg arbejder på at give hende et så godt og meningsfyldt liv som muligt.”

I de sværeste stunder har det givet Dot Wessmann et frirum at gå på scenen. Også selv om det er svært, når sorgen fylder alt.

“Jeg har en håndværksmæssig tilgang til det at gå på scenen. Nej er ikke en mulighed, selv om jeg er et følsomt menneske. Men i hele den første sæson efter ulykken måtte jeg ringe til hende i pausen. For lige at høre hendes stemme. Så kunne jeg igen.”

Vidste du at...

Hver af bakkesangerinderne har sin egen 'drinkshylde' ude i siden af scenen. Hver aften bliver det koordineret med baren, hvilke typer spiritus, pigerne gerne vil have den pågældende aften, når publikum, som traditionen byder, giver omgange. Og så bliver det ellers hældt over på flasker og taget med hjem i deres barskabe derhjemme. Hvis bakkesangerinderne skulle drikke al den spiritus på scenen, ville de næppe kunne huske sangteksterne, og det har fået nogen til at spekulere i, at de købte drinks bare er te eller andet, der ligner. Men det er det altså ikke.

Fra venstre ses Anne Dorthe Nielsen, Sara Gadborg og Lone Jensen fra et nummer i sidste års forestilling. De to sidstnævnte er også med i år. Foto: Birger Storm
Fra venstre ses Anne Dorthe Nielsen, Sara Gadborg og Lone Jensen fra et nummer i sidste års forestilling. De to sidstnævnte er også med i år. Foto: Birger Storm
Tre af syngepigerne har været med i over 30 år, det drejer sig om Tina Grunwald, Lone Jensen og Sara Gadbog. Ny i år er Hannah Henriksen. Foto: Birger Storm
Tre af syngepigerne har været med i over 30 år, det drejer sig om Tina Grunwald, Lone Jensen og Sara Gadbog. Ny i år er Hannah Henriksen. Foto: Birger Storm
Bakkesangerinden Tina Grunwald, som Dot Wessmann også ses med privat. “Tina og jeg følges ad, vi er tæt forbundet med hinanden,” siger Dot Wessmann. Foto: Birger Storm
Bakkesangerinden Tina Grunwald, som Dot Wessmann også ses med privat. “Tina og jeg følges ad, vi er tæt forbundet med hinanden,” siger Dot Wessmann. Foto: Birger Storm
Så er bakkesangerinderne trukket i Charleston-kostumet og giver en af klassikerne fra den periode. Foto: Birger Storm
Så er bakkesangerinderne trukket i Charleston-kostumet og giver en af klassikerne fra den periode. Foto: Birger Storm
Publiceret: 17. Maj 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt