Martin Agerbak Madsen glæder sig til at starte i sit nye job på Charlottenlund Apotek. Foto: Marie Varming
Martin Agerbak Madsen glæder sig til at starte i sit nye job på Charlottenlund Apotek. Foto: Marie Varming
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

”Jeg vil ikke læne mig tilbage eller spille golf”

I 36 år var han aktiv på arbejdsmarkedet som blandt andet skoleleder, men det stoppede, da han en dag blev alvorligt syg. Nu har Martin Agerbak Madsen fået et eftertragtet seniorjob

Af Marie Varming

Martin Agerbak Madsen glæder sig til at skulle starte i sit nye job. Han var en af de tre, som fik tilbudt et seniorjob hos Charlottenlund Apotek, som i forrige uge efterlyste kvalificeret hjælp fra lokale seniorer. Apoteket fik 100 ansøgninger.

“Jeg blev virkelig glad, da jeg så stillingsopslaget. Det er så sjældent,” siger den snart 60-årige Martin Agerbak Madsen.

Han har været virksomhedsleder og skoleleder, men da han for fire år siden blev alvorligt syg, kunne han ikke længere arbejde så meget, og herefter blev det rigtig svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

For selv om regeringen opfordrer det grå guld til at blive på arbejdsmarkedet, så er der bare ikke ret mange stillinger til dem.

“Det er så sjældent, at vi seniorer får LOV til at yde noget. Vi er jo nærmest uopdyrket land,” siger Martin Agerbak Madsen, som er uddannet skolelærer.

“Jeg håber, at mange flere virksomheder vil splitte fuldtidsstillinger op i to, tre eller fire seniorstillinger, for de ældre kommer med en faglig kunnen og livserfaring. Det er så sjældent, at vi får lov til at komme ind i virksomhederne, men de skal blive bedre til at tage os ind og se fordelene ved det.”

Han synes også, ældre medarbejdere kan være en god modvægt til kollegerne.

“Vi er en modvægt til de unge med fuld fart på. Vi har ro og livserfaring. Jeg kan gennemskue komplekse problemstillinger i kraft af min alder,” forklarer han.

Lønnet medarbejder

Som virksomhedsleder har han selv ansat mange mennesker gennem tiden.

“Jeg ved godt, at dåbsattesten ind imellem var afgørende, men nu sidder jeg selv som snart 60-årig og er ikke længere forrest i køen på arbejdsmarkedet,” sukker han.

I seniorjobbet på apoteket skal han arbejde tre eftermiddage om ugen. Det er et lønnet job, selv om lønnen ikke er på højde med, hvad han tjente engang.

“Det er slet ikke afgørende for mig. Hvis det var dét, det handlede om, havde jeg søgt et lederjob, selv om det er svært at få 12 timer om ugen. Men for mig handler det om at holde mig i gang og få nye udfordringer. Jeg har ikke lyst til at læne mig tilbage eller bare spille golf.”

Til gengæld er det det helt rigtige job, han nu får, mener han.

“Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg trænger til at gå på arbejde, men også have fri, når jeg har fyraften. Det har jeg aldrig prøvet i mit 36 år lange arbejdsliv. Som leder er man jo altid i gang og tager sig af tingene, uanset hvad klokken er,” siger han.

Publiceret: 02. August 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere