Narkomanen, bandemedlemmet, levebrødstyven og østeuropæeren er ’the usual suspects’

Østeuropæiske tyvebander står for størstedelen af indbruddene, og Nordsjællands Politi vurderer også, at de er de mest organiserede

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Forestil dig en typisk amerikansk krimi med en karakteristisk 'lineup', hvor forbryderne udpeges af vidnet.

Skulle Nordsjællands Politi lave en lineup bestående af arketyper, der oftest begår indbruddene i Gentofte og omegn, ville vidnet pege på narkomanen, østeuropæeren, levebrødstyven og bandemedlemmet.

Det fortæller faglig koordinator i Særlig Indsats Nordsjælland, Rolf Kragh-Hoffmann, som har fokus på indbrud i privat beboelse.

Rolf Kragh-Hoffmann nævner fire arketyper, som vi vender tilbage til. Det Kriminalpræventive Råd giver også en karakteristik på baggrund af samtale med 20 indbrudstyve:

Indbrudstyvene starter med drengestreger, som udvikler sig til mere alvorlig kriminalitet. Opvæksten er for mange svær med skilsmisse, i få tilfælde vold i hjemmet, mens andre har haft en hel normal barndom, i hvert fald udadtil.

De fleste af indbrudstyvene har også begået anden kriminalitet, for eksempel salg af stoffer, røveri og hæleri.

Lad os se nærmere på arketyperne.

Østeuropæeren

Forbryderalbummet starter med østeuropæeren, som ifølge Rolf Kragh-Hoffmann står for langt størstedelen af indbruddene. Nordsjællands Politis erfaring siger, at indbrudstyvene er fra Litauen, Rumænien og Albanien, som man i øjeblikket ser i stor stil.

“Det er omrejsende kriminelle grupperinger. De kommer oftest herop i bil og bor på hotel eller i udlejningshuse. Nogle af dem er her også legalt for at arbejde, og så begår de indbrud ved siden af,” siger han og fortæller om fremgangsmåden.

“De er her i en uge til 14 dage. De har fundet ud af, at de ikke skal køre rundt med deres koster, så de sender det med fragt, eller har en fragtmand, som kommer fra hjemlandet for at hente det. Vi stoppede sådan en fragtmand, og han virkede ikke til at vide, hvad han reelt var sendt herop for, så det virker som om, at der står noget større bag,” siger han.

Nordsjællands Politi kan ikke sige med sikkerhed, hvordan tyvebanderne er organiseret, men en tese er, at såkaldte omdrejningspersoner findes i både Danmark og i tyvenes hjemlande.

“Det er hele tiden nye personer, og det tyder på, at man ved, at stor udskiftning gør det svært for politiet. Og det kan ikke betale sig, at én person tager herop for at sende fire computere hjem. Vi ved også fra vores efterforskning, at indbrudstyvene kommer fra samme område i hjemlandet, hvilket indikerer en form for organisering,” siger Rolf Kragh-Hoffmann, som fortæller, at politiet er blevet mere analytiske i deres tilgang til indbrud.

“På den måde kommer vi tilbage til fødekilden og kapper hovedet af slangen,” siger han.

Narkomanen

Den næste i forbryderalbummet er narkomanen.

“De skal have penge til stoffer på daglig basis, 'her-og-nu'-penge. De bor selv i området, hvor de begår indbruddene. De går efter let omsættelige koster, som de kan have i lommerne. De går primært efter smykker og kontanter og fravælger typisk elektronik,” siger Rolf Kragh-Hoffmann.

Én af dem er Niels, som Det Kriminalpræventive Råd har talt med. Niels tog første gang stoffer som 9-årig, og det udviklede sig til et misbrug af amfetamin, ecstacy og hash. Som 13-årig begyndte han at begå indbrud i sommerhuse, senere i villakvarterer.

“Du kan stjæle alt, uden du bliver opdaget. De stoffer er så vanvittige; du kan ikke huske, hvad du har lavet. Jeg vågner op med en lejlighed fuld med ting efter en aften i byen, og kan ikke huske, hvor det kommer fra,” fortæller han, som har begået et par hundrede indbrud og stort set altid arbejder alene og påvirket på stoffer.

Bandemedlemmet

Den tredje i forbryderalbummet er bandemedlemmet.

“De skal skaffe penge til banden. Vi ved, at bandemedlemmerne betaler en form for kontingent, og mange af medlemmerne er uden arbejde, og så er der kun én vej. Indbrud er desværre rimelig omkostningsfrit i forhold til for eksempel røveri. De knægte, vi får fat i, har ofte relationer til den ene eller den anden gruppering,” siger Rolf Kragh-Hoffmann og fortæller, hvad bandemedlemmerne typisk går efter.

“Hvis der er stjålet designmøbler, designlamper osv., så er det bandemedlemmer, vi kigger efter,” siger han.

Til gengæld mener politiet ikke, at den type indbrud er lige så godt organiseret som østeuropæerne.

Levebrødstyven

Den sidste i forbryderalbummet er levebrødstyven.

“I stedet for at arbejde tjener han penge til sig selv ved at begå indbrud. Han kan sagtens have en almindelig familie og kører så oftest ud om natten. Han kommer så hjem næste dag, hvor han kører børnene i skole, og så sover han, mens de er i skole,” siger Rolf Kragh-Hoffmann, som fortæller, at levebrødstyven også kan have et almindeligt arbejde ved siden af. Som eksempel nævner han en sag fra Gribskov Kommune.

“De var tre personer, som kørte et lovligt firma ved siden af, hvor de opkøbte dødsboer. Så blandede de lovlige ting sammen med tyvekoster og solgte det hele til auktionshuse,” siger han og fortæller, at personerne blev dømt for organiseret indbrud.

Nordsjællands Politi kunne i den anledning også levere tyvekoster tilbage til over 300 forurettede.

“Vi sendte breve ud med link til alle kosterne, og det var rigtig mange koster, som vi havde fundet,” siger han.

Rolf Kragh-Hoffmann fortæller, at levebrødstyvene, bandemedlemmerne og narkomanerne står for et fast omfang af indbrud fordelt ligeligt over året.

Når der kommer en eksplosion i antallet af indbrud, skyldes det derfor østeuropæiske tyvebander. Stigningerne sker typisk i uge 37-42, før jul, uge 7 og 8 og i påsken.

De gamle kendinge

Begrebet 'the usual suspects' er en vending, der beskriver mennesker eller ting, man forventer er til stede et givent sted eller i færd med at udføre en specifik handling.

The Usual Suspects er også titlen på en amerikansk krimifilm fra 1995, hvor filmens ikoniske filmplakat består af de fem 'usual suspects' opstillet i en lineup.

Publiceret 20 February 2018 08:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV