19-årig kvinde fra Nordsjælland får 10 dages betinget fængsel for deling af sexvideo

Mandag kendte Retten i Lyngby en ung kvinde fra Nordsjælland skyldig i distribution af børneporno

Af
Signe Haahr Pedersen

En 19-årig nordsjællandsk kvinde blev mandag idømt 10 dages betinget fængsel for at have sendt en video med seksuelt krænkende indhold videre til en veninde på Facebook tilbage i oktober 2015.

Sagen hører under den såkaldte Umbrella-sag, hvor omkring 1.000 danske unge er sigtet for distribution af børneporno, fordi de via det sociale medie enten har delt eller spurgt efter en bestemt video, der blev optaget for snart tre år siden og viser en gruppe 15-årige i voldsomme seksuelle situationer.

286 af de sigtede kommer fra Nordsjælland, og derfor bringes en række prøvesager for Retten i Lyngby.

De tiltalte ved prøvesagerne er tilfældigt udvalgte, og meningen er, at disse sager skal lægge en kurs for, hvordan strafniveauet fremover kommer til at se ud, når det gælder deling af billeder og film med seksuelt krænkende indhold.

LÆS OGSÅ: Tiltalt ung mand i Umbrella-sagen: “Jeg skænkede det vitterligt aldrig en tanke”

Den 19-åriges prøvesag var den sjette på landsplan, og ligesom alle de andre tiltalte nægtede hun skyldig.

I retten forklarede hun ifølge Ritzau, at hun ikke kunne huske at have sendt videoen, og at sigtelsen derfor var kommet som et chok for hende.

Kvinden var både tiltalt for distribution af børneporno og blufærdighedskrænkelse, men blev frifundet for det sidste, da retten vurderede, at veninden, hun sendte videoen til, selv kan have spurgt efter den og derfor ikke blev krænket af at modtage den.

Tidligere på måneden blev tre unge mænd fra Nordsjælland alle idømt betingede fængselsstraffe ved Retten i Lyngby. De fik hhv. 40, 10 og 20 dage.

I Østjylland er to prøvesager blevet behandlet, og de endte ligeledes med betingede fængselsstraffe til de tiltalte plus krav om erstatning til de to forurettede unge, der medvirker i sexvideoen, som blev sendt rundt uden deres samtykke.

Pigen, der var med i videoen fik tilkendt 10.000 kroner i hver sag, mens drengen fik 5.000 kroner i den ene sag.

Retten i Lyngby har dog ikke villet tage stilling til erstatningskrav i forbindelse med prøvesagerne med den begrundelse, at det er et aspekt, der bør tages stilling til samlet.

Umbrella-sagen

Sagen begynder, da Facebook modtager rapporter om, at to videosekvenser og et billede med seksuelt materiale med personer under 18 år bliver delt hyppigt blandt unge på chat-platformen Messenger. Delingerne foregår frem til efteråret 2017. Facebook adviserer de amerikanske myndigheder, som virksomheden er forpligtet til. Herefter går oplysningerne via Europol til dansk politi, som indleder sagen under navnet Umbrella.
Sagen er forankret hos Nordsjællands Politi, der har arbejdet tæt sammen med Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og det Nationale Cyber Crime Center (NC3). Sammen har de koordineret indsatsen, der strækker sig over 11 ud af de 12 politikredse samt Grønland.
Straffen for at overtræde § 235 kan være hård. Anklageren vil i hver enkelt sag vurdere, hvilken straf man vil gå efter. Kendes man skyldig i overtrædelse af § 235, så kommer det til at fremgå af børneattesten og kan komme til at stå på straffeattesten.
Får du en notering på børneattesten, står den der i mindst 10 år. Det betyder, at du ikke kan få job i en børnehave eller blive fodboldtræner. Hvis amerikanske myndigheder får oplysninger om forholdet, kan det også betyde problemer i forbindelse med indrejse i USA.

Publiceret 28 February 2018 13:30

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV