14-årig dreng stukket ned i Dyrehaven

Mandag aften blev en 14-årig dreng fra Ballerup stukket to gange med en kniv på stien fra Bakken til Klampenborg Station. Han er uden for livsfare

Af
Signe Haahr Pedersen

En 14-årig dreng fra Ballerup er uden for livsfare efter at være blevet stukket to gange med en kniv i Dyrehaven mandag aften.

Ifølge Nordsjællands Politi var drengen tidligere kommet op at skændes med nogle andre drenge ved radiobilerne på Bakken. Og da de så senere mødtes på stien fra forlystelsesparken og ned til Klampenborg Station, blev der trukket en kniv, og den 14-årige fik et stik i ballen og et i brystet.

Politiet blev kaldt ud til stedet kl. 21.44, og drengen blev kørt til behandling på Rigshospitalets Traumecenter. Hans tilstand har ifølge BT ikke på noget tidspunkt været kritisk.

Politiassistent hos Station Syd, Peter Nielsen, fortæller tirsdag, at betjentene mandag fik fat i fem unge mænd ude i Dyrehaven, som er blevet afhørt i sagen.

De kommer alle fra det vestlige Storkøbenhavn og er hhv. 21, 15, 14 og 13 år. Om det er en af dem, der står bag knivstikkeriet står endnu ikke klart.

Direktør: Sagen er sjælden

Direktør for Dyrehavsbakken, Niels-Erik Winther kalder sagen for trist.

“Det er til al held sjældent, at sådan noget her sker. Men der opstår nogle gange nogle konfrontationer herude, og det er vi selvfølgelig kede af,” siger han til Villabyerne og oplyser, at Bakkens egne vagter hjalp politiet med at lede efter gerningsmanden mandag aften, og at politiet også har fået overdraget materiale fra stedets videoovervågning.

Netop videoovervågning er et af redskaberne, som Bakken bruger for at holde området sikkert, uddyber Niels-Erik Winther.

“Derudover har vi vagter, og på visse dage er politiet til stede. Det var de også i går. Omkring Blå Mandag (som er i sæson nu, red.) koordinerer vi også med Natteravnene og politiet plus, at vi har et glimrende samarbejde med kommunerne.”

Derfor mener direktøren, at forældre ikke bør bekymre sig om at sende deres børn en tur på Bakken.

“Selvfølgelig kan de det. Men altså, vi er jo en åben park med 2.5 millioner gæster på en sæson. Det er trist, når sådan noget her sker. Dog hører det trods alt til sjældenhederne.”

Publiceret 15 May 2018 13:15

SENESTE TV