90-årig kvinde snydt af tricktyv

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

En 90-årig kvindelig beboer på Stolpehøj blev onsdag formiddag udsat for et groft tricktyveri, oplyser Nordsjællands Politi.

Da det ringede på døren, troede den ældre kvinde, at manden, hun stod overfor, var fra ejendomsselskabet. For han spurgte hende med bekymret mine, om hun var klar over, at der havde været indbrud i ejendommens kælderrum.

“Der har jeg ikke været i flere år,” lød kvindens svar.

“Har du styr på dine penge,” spurgte manden. Den ældre kvinde gik hen til sin sofa, løftede sofapuden, hvor hendes penge lå, og vendte tilbage.

“Ja,” svarede hun.

“Har du styr på dine smykker,” spurgte manden så.

Nu trissede den ældre kvinde ind i sit soveværelse.

Da hun vendte tilbage, var manden og de 2.000 kr., hun havde liggende under sofapuden, væk.

Man må næsten håbe, at der er en særlig plads i Helvede reserveret til tricktyve.

Publiceret 18 May 2018 18:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV