14-årig pige overfaldet i Øregårdsparken

Lørdag aften væltede seks drenge angiveligt en ung pige omkuld og truede hende med en kniv

Af
Signe Haahr Pedersen

Nordsjællands Politi fik lørdag aften (den 21. juli, red.) en anmeldelse om, at en 14-årig pige var blevet overfaldet af seks unge drenge i Øregårdsparken.

Pigen forklarede politiet, at hun kl. 22.30 gik ind i parken fra det sydøstlige hjørne. Længere henne ad stien lagde hun mærke til, at der stod en flok unge drenge på mellem 17 og 20 år iført sorte og grå hættetrøjer. For at undgå at passere dem, drejede hun ned ad en sidesti, men pludselig blev hun skubbet omkuld og landede på jorden.

En af drengene trak en kniv og truede hende med den. Hun blev kaldt "luder" og "kælling" og blev befølt på lårene.

Ifølge pigen blev hændelsen opdaget af en mand, der kom gående forbi. Han råbte drengene an, hvilket fik dem til at flygte fra stedet. Herefter fulgte han hende hjem.

Signalementet af de seks drenge er sparsomt. Som nævnt beskrives de som værende mellem 17 og 20 år og iført hættetrøjer. De talte dansk til hende og et andet sprog sammen. To af dem var kraftige af bygning.

Manden, som fulgte hende hjem, fik den 14-årige ingen oplysninger på. Men Nordsjællands Politi vil meget gerne i kontakt med vedkommende og andre, der kan have set noget. Politiet kan kontaktes på 114

Publiceret 23 July 2018 16:43

SENESTE TV