Armani-manden i nyt svindelforsøg: Slog til på Strandvejen

Anmeldelse på anmeldelse indløber i disse dage hos Nordsjællands Politi om en tricktyv, som har fået kaldenavnet "Armani-manden"

Af
Jacob Nielsen

Manden har med større og mindre held udført tricktyverier mod flere personer i det nordsjællandske, og onsdag var den gal igen. Denne gang ved tankstationen på Strandvejen i Hellerup, hvor "Armani-manden" lidt før middag kontaktede en mand og spurgte ham om vej til lufthavnen.

Borgeren forklarede vejen, og som tak for hjælpen ville manden sælge ham billige jakker af luksusmærket Armani.

Det gjorde manden mistænksom, og han takkede heldigvis nej til tilbudet, hvorefter Armani-manden kørte fra stedet i en Audi A4 med registreringsnummer BV70603.

For få dage siden lykkedes det Armani-manden at stjæle taske, mobiltelefon og pung fra en borger på Tranevænget i Gentofte og i begyndelsen af måneden udførte han tricktyverier på parkeringspladsen ved IKEA, Gentofte, oplyser Nordsjællands Politi, som har følgende signalement på manden.

Sydeuropæisk af udseende, virka 35 år, almindelig af bygning, hvid i huden, sort, kort hår. Har desuden en tatovering på højre kno. Taler engelsk.

Kontakt Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4 hvis du observerer ham.

Publiceret 26 July 2018 13:13

SENESTE TV