DEBAT:

Hvad skal vi dog gøre med dette Post Nord?

P.E. Vejlgaard Jørgensen, Sønderengen 74, Dyssegård

Tillad mig dette indlæg:

På vores spadseretur lørdag eftermiddag kan vi ikke undgå at opdage, at der tilsyneladende er begået hærværk på postkassen på hjørnet af Almindingen, Søndergårdsvej og Sønderengen. Postkassen syntes ikke at være tømt af postbuddet lørdag, som det ellers fremgår af opslaget på kassen. Omslaget til postkassen ligger på jorden, og de ret mange breve ligger våde og ødelagte inde i bunden - bortset fra dem, som måske er blæst væk eller fjernet. Nogle breve, kunne vi se, var heftig frankerede og med luftpostmærke påsat, andre revet itu.

Det er selvfølgelig trist for de afsendere, som har været så optimistiske at tro, at man stadig kan betro det tidligere hæderkronede postvæsen at besørge sine breve, så vi går hjem for at underrette Post Nord. Det vil jo være så nemt, vi slår op til Post Nord for at finde et telefonnummer. Men det er der ikke; der er ikke en telefon, vi kan ringe til. Der er så meget andet, men der er ingen, vi kan tale med. Vi kan kun se til, at brevene bliver endnu mere ødelagte eller flyver væk.

Derfor beder vi Villabyerne, om I vil hjælpe med at opklare, hvordan man kontakter dette fiaskoplagede, statsstøttede, håbløse foretagende, som kalder sig Post Nord, når man ønsker at hjælpe både Post Nord og de mange mennesker, som har sendt og betalt dyrt for deres breve i håb om, at de bliver besørget.

Og endnu mere for at disse afsendere snarest kan blive underrettet om, at der desværre osv. Hvad ved jeg. De er jo vant til at bortforklare alting, så lad os alle - via Villabyerne - få en forklaring på, hvorfor man ikke kan ringe til etablissementet, at postkassen tilsyneladende ikke er blevet tømt et par timer, førend jeg skriver dette indlæg, og hvordan og hvornår man agter at underrette afsenderne i området omkring bemeldte adresse.

Publiceret 26 December 2017 14:00

SENESTE TV