Hjertefest på Jægersborg Bibliotek på Valentinsdag

Trygfonden donerer en hjertestarter til biblioteket

Når et hjertestop indtræffer, betyder hurtig hjælp forskellen på liv og død.

Derfor har Jægersborg Bibliotek på opfordring fra lokale borgere taget initiativ til at få hængt en hjertestarter op ved biblioteket, og det skal fejres.

Biblioteket afholder derfor en gratis hjertefest 14. februar klokken 18-20, hvor alle er velkomne til at fejre den nye hjertestarter og sætte fokus på alt det, der er godt for hjertet.

Hjertestarteren, der er doneret af TrygFonden, hænger udendørs i gårdhaven til venstre for indgangen til biblioteket, så den er tilgængelig hele døgnet og kan ses på hjertestarter.dk .

Stor hjælp

Cirka 4.000 personer falder om med hjertestop i Danmark hvert år, og godt 13 procent af dem overlever. Hvis der er vidner til hjertestoppet, øger deres indsats med livreddende førstehjælp og stød fra en hjertestarter, inden ambulancen når frem, chancen for, at personen overlever.

Hvert minut tæller, og den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet. Derfor har personalet på Jægersborg Bibliotek søgt om en hjertestarter fra TrygFonden, og med hjertestarteren fulgte et kursus, hvor medarbejderne på biblioteket blev uddannet i førstehjælp.

“Vi afholder hjertefesten, fordi vi rigtig gerne vil gøre lokale borgere opmærksomme på, at vi har hjertestarteren, og at den faktisk er nem at bruge,” siger Pi Rasmussen, kulturformidler på Jægersborg Bibliotek.

TrygFonden har siden 2006 hvert år doneret omkring 100 hjertestartere.

Publiceret 09 February 2018 16:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV