DEBAT:

Parcelhusskrot Gentofte - kolossalt potentiale

Nicolas Cornill de Limousin, Blidahpark 24, Strandvejen, Hellerup

Engang var Gentoftes villaer sprudlende fulde af liv og aktivitet. Borgerskabets elite havde tjenestepiger, stuepiger, kokkepiger, barnepiger, privatchauffører, gartnere plus faste rutinebesøg af alskens håndværkere og servicefolk som malere, glarmestre, vinduespudsere, murere, stukkatører, grovsmede, klejnsmede, snedkere, vand-, varme- og sanitetsfolk og så videre.

Meget af den nødvendige arbejdskraft kom fra Jylland, for “dem kan man stole på”, hed det.

I dag står mange villaer mennesketomme, stille, halvforladte. En gammel morlil eller farlil tusser ensomt rundt i de tomme stuer. Eneste liv på vejene er oftest en lille underbetalt au pair-pige fra Filippinerne, som cikler til indkøb på en gammel, alt for stor Raleigh med bagagebærere og overlæssede kurve foran og bagpå.

Villaernes tiltagende forfald søges dæmpet ved hjælp af små grupper, relativt usselt betalte håndværkere fra Østeuropa.

I takt med det demokratiske velfærdssamfunds udvikling, med mere ligelig fordeling af goderne, er det brede rige borgerskab mestendels forsvundet.

Fra Charlottenlund Fort langs Strandvejen og Kystvejen til Bellevue-bugten, krydret med Øresund, Charlottenlund Skov, Skovshoved Havn m.m. anes stadig støvet af et livligere fordum.

Bevæger man sig derimod ind bagved mod vest opleves Gentoftes kilometerlange, dræbende triste gudsforladte villaørken i fuld uendelighed. Stilheden afbrydes inden ydmyge Vangede, brat og ubønhørligt, af motorvejsnettets djævelske larm.

Hvad skal der ske med denne trøstesløse villakirkegård? Jovist, der er arkitektoniske bevaringsværdige perler imellem, og de bedste perler vil måske fortsat være anvendelige en tid endnu. Men hvem skal på sigt vedligeholde alt det forældede utidssvarende ubæredygtige anakrone byggeri, og hvem skal betale?

Fremtidens fremmedgørende, egocentrerede, digitaliserede soloverden, hvor ansigterne forsvinder og robotterne overtager, vil formodentlig ikke finde megen anvendelse i de vedligeholdelses-/ energikrævende upraktiske villaer, som vil miste værdi, få skrotpris, hvilket formodentlig meget snart vil blive en realitet, da singlemennesket allerede nu målrettet søger lejligheder med enkel, praktisk, funktionel indretning.

P.H.'s, P.K's, Arne Jacobsens, Børge Mogensens, Le Corbusiers basale enkle kliniske funkislinjer boomer som aldrig før. En helt ny samfundsorden står for døren, en dør, som ingen kan blokere, og hvis menneskeheden endelig gennemgribende tilstræber ønskværdig bæredygtig mental vækst på bekostning af konventionel altødelæggende CO2-ubalancerende materiel samlermani, så er parcelhusskrot Gentofte (= udkantsstatus) en realitet, hvilket muliggør kolossale, innovative visioner.

Lad os få anvendelsesforslag!

Publiceret 22 February 2018 19:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV