Fini begynder sæsonen med maner

Gentofte-rytteren Sebastian Fini sluttede som treer i Cyprus Sunshine Cup. Det er den bedste start på en ny sæson nogensinde for en dansk mountainbike-rytter

Sebastian Fini har begyndt 2018-sæsonen i nærmest flyvende form.

Han kørte således søndag over stregen på en 3. plads og kunne dermed sikre sig en samlet 3. plads i det prestigefyldte Cyprus Sunshine Cup, der er det højst UCI-rangerede mountainbike stagerace, nemlig et såkaldt SHC-løb.

“Jeg er utrolig glad og stolt over at komme så godt fra start. Jeg har følt mig stærk til træning, men det er noget andet at vise det i løbene også. Inden løbet havde jeg som mål at køre stabilt i hver etape og nå en samlet top 5. Det indfriede jeg, og jeg tager her fra Cypern med to 3. pladser og to 4. pladser. Og ikke mindst min samlede podieplads, naturligvis.” siger han i en pressemeddelelse.

Løbet ligger tidligt på sæsonen, men allerede den 10. marts skal Sebastian Fini køre årets første World Cup-løb.

Det foregår i Stellenbosch. Med en 3. plads i bagagen fra Cypern ser Sebastian frem til løbet:

“Jeg har haft en rigtig god vinter med god træning og nogle gode etapeløb til at forberede mig med. Og med podiepladsen her på Cypern er jeg da optimistisk. Men jeg ved også, at feltet er utrolig stærkt, og at der bliver kørt aldeles hurtigt. Jeg vil gøre mit bedste for opnå en god start på World Cup-sæsonen også. Jeg har i hvert fald masser af motivation, og jeg føler mig stærkere end nogensinde,” slutter han.

Publiceret 26 February 2018 22:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV