JB Futsal Gentofte er klar til kamp om DM-guld

Kildeskovshallen var proppet lørdag eftermiddag, da JB tog imod Kolding IF i et brag af et futsalopgør

Af
Ole Tradsborg

Det har længe været sikkert, at JB Futsal var vindere i Østkredsen og derfor også, at der lørdag eftermiddag var lagt i ovnen til et futsalbrag af de store, da Kolding IF fra vestkredsen stod som duellanter i forhold til en finaleplads.

Semifinalen var længe en spændende og lige affære, lige ind til JB skruede op for de indstuderede mønstre, som efterlod modstanderne rundt på gulvet.

Første halvleg var helt lige, selv om JB kom tidligt foran ved Zakaria El-Ouaz. JB var allerede fra start orkestreret af en fantastisk spillende anfører Mads Falck, der vanen tro strøede om sig med gode afleveringer.

Noget mod spil og chancer blev det 1-1, da JB for en sjælden gangs skyld var spillet tynd. Det blev dog hurtigt til 2-1 ved Mads Falck og 3-1-scoring af Luis Veis, inden en intens første halvleg sluttede med reducering af gæsterne med under et minut af halvlegen.

JB strålede

Pausen blev brugt til leg med bold af de mange unge futsalfans, der havde fundet vej til Kildeskovshallen, og på tilskuerpladserne gik diskussionen på, om opgøret ville fortsætte lige, eller om JB ville sætte trumf på.

Begge påstande levede i bedste velgående, for JB var straks fra 2. halvleg nærgående, bl.a. da et fornemt angreb blev afsluttet af Zaka' med et skud snert forbi rammen.

Men det, der lugtede af en udbygget føring blev i stedet udligning til 3-3, da gæsterne scorede på et lidt hårdt dømt straffe. JB-modsvaret kom dog prompte, da det efter otte minutter blev 4-3 ved Mads Flack på en fint indøvet detalje. Skuddet blev muligvis rettet af Koldings Søren Møller, men lige gyldigt hvad bed JB sig nu helt fast i struben på deres groggy modstander.

Og på bare to minutter scorede JB yderligere tre gange – på to mål af Zakaria El-Ouaz og en gang Luis Veis, inden 'skydeteltet' blev åbnet yderligere med afsluttende mål af Mads Falck, Simon Holden (2), Oscar Merling og Adam Fogt.

Bo Holdens mandskab er dermed klar til at dyste om det DM-guld, man sidste gang vandt i 2016. Guldkampene, der spilles ude og hjemme, sker i to opgør mod Sønderborg Inter, der lidt overraskende slog København Futsal 5-2.

Kampene spilles over de to kommende weekender, med først udebaneopgør 10. marts og derefter afsluttende guldbrag i Kildeskovshallen den 17. marts. Tidspunkt bliver først fastsat en af de kommende dage.

JB-spillerne kan juble, efter de har sikret sig finalepladsen. Foto: Hans Henrik Køster

JB-spillerne kan juble, efter de har sikret sig finalepladsen. Foto: Hans Henrik Køster

Publiceret 05 March 2018 18:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV