Basket:

SISU fik revanche mod Hørholm 79ers

Førerholdet fra Hørsholm blev besejret i egen hule, hvor SISU sejrede 81-72

Af
Ole Tradsborg

Pokalfinalenederlaget til Hørsholm 79ers blev hævnet, da SISU i lørdags sejrede i Hørsholm. Og tidspunktet, hvor SISU har fundet storformen frem, kan nu vise sig at være det helt rette.

De to klubber mødtes lørdag, og de kommer til at stå overfor hinanden i Dameligaens semifinaler. Med SISU-sejr på 81-72 kommer de formentlig ind i serien propfulde af selvtillid.

SISU spillede bedst det meste af kampen og kom foran 15-25 i første periode efter hele 18 point fra Hannah Schaible, og det blev derfor naturligt en føring, Hørsholm jagtede det meste af kampen.

Med et par tre'ere og fem point fra Maryah Sydnor kom Hørsholm på 29-31 i anden periode, og den tætte stilling holdt til pausen, hvor SISU var foran marginalt. Da var scoren på tavlen 48-49.

Hørsholm kollapsede dog totalt i tredje periode, hvor hjemmeholdet de første ni minutter kun scorede tre point. SISU scorede samtidig 16 point i træk og kom derved foran 66-51, og i starten af fjerde periode var SISU foran med hele 72-54.

Værterne kom tættere på, men det endte med en meriterende sejr til SISU på 81-72.

Sejren blev ikke mindre bemærkelsesværdig ved, at den kom i hus uden Kama Jo Griffitts, som var en tur hjemme i USA. Topscorer i Kamas fravær blev en storspillende Hannah Schaible med 36 point.

SISU spiller den sidste kamp i grundspillet, inden semifinaleserien skydes i gang på fredag, når Stevnsgade kommer på besøg i Gentoftehallen. Der er tip-off kl. 19.15.

Sådan forløber det

Når semifinaleserien startes, spilles der bedst af fem med disse spilterminer: 20.-21. marts, 23.-25. marts, 27.-28. marts, 3.-4. april og 10.-11. april.

Publiceret 05 March 2018 21:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV