Biblioteket anbefaler:

Lars Bukdahls ’Korshøjen’

Af
Af litteraturkonsulent Signe Langtved Pallisgaard

Gentofte Hovedbibliotek

“Jeg kan fornemme ham, men jeg kan ikke / få øje på ham, på en forfærdelig øm måde / er han tåget og helt væk, long gone.”

'Korshøjen' er på én gang tung af ømhed og svævende let. Ord og sætninger står nøgne og sårbare på siderne, og det er som om, de både råber og hvisker.

Teksten handler om at savne, i dette tilfælde en far. Den voksne Lars Bukdahl savner sin far, Jørgen Peder Kristian Ødvin Bukdahl, der døde, da han var 11 år.

Bogens savn er så håndfast, at faderen trækkes helt ind på hver eneste side:

”Jeg savner at savne, at han læser, hvad jeg / skriver, at han læser dette.”

Der er glimt tilbage til barndommen, og der er tråde ud i fremtiden, men begge dele er lige nærværende.

'Korshøjen' er en smuk og enkel bog, der ikke blot er dybt rørende, men også vækker alle de savn, der ligger i dvale hos læseren - hvis ikke den dysser dem ned, der allerede raser.

Bogen byder også på en perlerække af små ordopfindelser, for eksempel glemmer man aldrig ordene 'erindringssvimmel' og 'anekdoteløshed'. Og når Jørgen ikke er her længere, bliver han selvfølgelig til Ujørgen. Det er så fint, så fint.

For denne læser er 'Korshøjen's fineste egenskab dog, at den får både skønheden og brutaliteten ved det tabte frem i lyset.

Skriften gør savnet så værdifuldt, at meningsløsheden opvejes, og er det ikke noget af det fineste, litteraturen kan?

Lars Bukdahl er digter, kritiker på WeekendAvisen, redaktør på tidsskriftet Hvedekorn samt blogger under navnet Blogdahl.

’Korshøjen’ er på én gang tung af ømhed og svævende let. Pressefoto

’Korshøjen’ er på én gang tung af ømhed og svævende let. Pressefoto

Publiceret 05 March 2018 09:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV