Gentoftes skoler er udtaget til strejke

Alle Gentofte Kommunes folkeskoler, fritidsordninger og gymnasier er på listen over de steder, hvor lærere og pædagoger går i strejke fra april, hvis ikke arbejdsmarkedsparterne bliver enige om en ny overenskomst

Af
Signe Haahr Pedersen

Hvis ikke arbejdsmarkedets parter bliver enige om en overenskomst for de statslige ansatte i Danmark inden 4. april, står klasselokalerne i Gentofte fra den dato tomme hen.

Danmarks Lærerforening, BUPL (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund) og Gymnasieskolernes Lærerforening har sendt strejkevarsler ud, der rammer alle kommunens folkeskoler, fritidsordninger og gymnasier.

“Vi har kæmpet siden 2013 på at få de vilkår, alle andre ansatte har i den offentlige sektor. Det har vi ikke kunnet få, og det har betydning for lærernes mulighed for at levere god kvalitet i undervisningen, og derfor er det nu blevet besluttet at tegne en form for streg i sandet. Nu må der findes en løsning på det her,” siger formand for Gentofte Kommunelærerforening Jeppe Dehli til Villabyerne.

Han gør det samtidig klart, at han ikke mener, at en eventuel konflikt er god for hverken lærere eller kommune.

“I bund og grund er det voldsomt ulyksaligt. Der findes jo kun én taber, når de voksne slås, og i det her tilfælde er det eleverne. I konfliktøjemed kommer det helt klart til at få nogle konsekvenser for en række elever, da en stor del af kommunen bliver berørt af det her, og det er dybt beklageligt. Men vi har også en forhåbning om, at Kommunernes Landsforening har viljen til at gå den sidste vej og komme os i møde på nogle af de krav, som lærerne har, så vi kan få nogle bedre arbejdsvilkår.”

Tag det roligt

På Gl. Hellerup Gymnasium mærker rektor Jørgen Rasmussen bekymring blandt eleverne, og han har derfor sendt en besked ud til dem alle.

“Hovedbudskabet i den er: Ro på. Lad os nu se, om det går så galt. Men det er noget, der tales en del om på skolen. Hvad betyder det nu for vores eksaminer og så videre,” fortæller han og fortsætter:

“Vi er lige nu i venteposition og håber på en løsning. Og hvis det viser sig, at det ikke sker, så har jeg svært ved at se andre muligheder end at sende eleverne hjem og vente på, at konflikten er overstået og lave en revideret plan for eksaminerne.”

På landsplan kommer en eventuel strejke til at omfatte 19 gymnasier og 171 folkeskoler samt omkring 5.000 pædagoger.

Onsdag tager Kommunernes Landsforening stilling til, om man vil besvare strejkevarslen med en lockout.

Forhandlingerne om de offentligt ansattes overenskomster har stået på de seneste par måneder og brød sammen i sidste uge.

Publiceret 06 March 2018 17:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV