Vil Buster komme til at gå igen?

17-årige Buster Antonsen fra Hellerup blev for to år siden lam fra knæene og ned, da han faldt på et skihop i Italien. I dag består hans liv af træning, så kroppen er klar til fremtidens teknologier

Af
Tekst og foto: Kathrine Albrechtsen

Det er sidste dag på ski. 15-årige Buster er med sin ven Thomas og hans far på skiferie i Livigno i Italien.

De løber ned af pisten for at komme hen til funparken. Hele ugen har de været forbi og øvet sig på de små hop. Men de er blevet kedelige, og Buster vil gerne nå et af de større og vildere, inden de tager hjem.

Han udvælger sig et hop. Thomas står klar længere nede for at filme ham. Buster sætter af og tager to sving ned ad bakken, før han styrer mod hoppet. Men Buster har ikke taget højde for, hvor stejlt et hop, han har udvalgt sig. Han har alt for meget fart på, idet han kører ud over hoppet og mister med det samme balancen. Ski og skistave flagrer i luften. På videoen, som Thomas optager, føles det som en evighed, at Buster svæver gennem luften, før han falder bagover og lander på ryggen. Kameraet bliver med det samme slukket.

På en anden alpetop i Italien ringer det i lommen hos Henrik, Busters far, som netop er kommet med kabineliften op sammen med Busters lillebror, Pontus.

“Det er en dag, som jeg ofte tænker på som den værste dag i mit liv,” fortæller Henrik.

I røret er Thomas' far. Buster er med helikopter på vej til hospitalet.

“Jeg kan godt lægge to og to sammen. Når man bliver hentet i helikopter, er det slemt. Jeg går i totalt panik og begynder at græde. Vi skal skynde os tilbage til hotellet. Men det begynder at sne, og jeg tager hele tiden forkerte skilifter og dårlige træk, så der går ekstra tid, før vi er fremme. Og så kan vi heller ikke få fat i en taxa, så hotellet må få fat i en taxa fra en anden dal, før vi kommer afsted,” fortæller Henrik.

Foran venter dem en 5,5 times lang tur til hospitalet.

“Det er lang tid at sidde, når man er panisk,” siger Henrik.

Oppe på bjerget har han ringet til Sissi, sin ekskone og Busters mor, som er i Barcelona med sin kæreste.

Very bad. I’m sorry

Sissi har fået ondt i skulderen i løbet af formiddagen. På en måde, som hun aldrig har oplevet før.

Med sin kæreste går de rundt i byens små gader. Fem minutter forinden har Sissi nået at gribe ind, før en tyv snuppede hendes kærestes mobil fra baglommen.

Sissi står med telefonen i hånden, da den ringer. Det er hendes eksmand. Hun tager den.

“Henrik fortæller, at Buster er fløjet med helikopter på hospitalet. Han kan ikke mærke sine ben. Jeg tænkte, at det kan ikke være rigtigt. Jeg var 2.000 procent sikker på, at han ville klare den,” siger hun.

Hjembilletter bliver ombooket til Milano, hvorfra de kører seks timer til hospitalet.

I taxien ringer hun til Henrik, som nu er på hospitalet hos Buster. Men lægerne taler dårligt engelsk, så de har svært ved at forklare Busters tilstand. Sissi får den læge i røret, som har opereret Buster.

“Jeg spørger ham, hvad chancerne er for at gå? 80? 50? 'No no no. Maybe 3 procent. Very bad. I'm sorry', svarer han. Der tænker jeg for første gang 'åh nej'. Alvoren begynder at gå op for mig. Men jeg tænker også, at det kan ikke passe. Det er et skide hop, og han havde hjelm og rygskjold på. Lad os nu se,” fortæller Sissi.

19. februar 2016. Buster med sin ven Thomas. Billedet er taget kort tid før, at Buster kører ud over skihoppet.

19. februar 2016. Buster med sin ven Thomas. Billedet er taget kort tid før, at Buster kører ud over skihoppet.

Farvel til soldaterdrømme

Hjemme i Danmark sidder Buster sjældent stille. Han er hele tiden i bevægelse og helst udenfor. Han vil hellere cykle end at tage toget. Spiller ishockey og fodbold. Og inden han tog af sted, havde han meldt sig til EM i Crossfit. Drømmene for fremtiden cirkulerede om en karriere indenfor militæret og gerne som jægersoldat.

På hospitalet er Buster ved at vågne op efter sin operation. Klokken er blevet 21.

Han husker faldet. En vanvittig smerte, som jog igennem kroppen, og at han kun var i stand til

at bevæge sin ene arm. Han har prøvet at brække armen før, men dette føltes anderledes. Noget var helt galt, det kunne han mærke. Og han får ret. Buster har smadret sin nederste ryghvirvel, som lægerne må fjerne og stabilisere med stiver.

Buster vågner op fra operationen og kan stadig ikke mærke sine ben. Chancen for at gå igen er lille. Vi må tage én dag ad gangen, fortæller de italienske læger med fagter og få engelske gloser. De første 48 timer efter operationen er vigtige. Men efter 10 dage er der ikke sket fremgang. Det er tid til at vende hjem til Danmark. Henrik tager med i ambulancen til lufthavnen.

“De 10 dage var forfærdelige. Ingen kunne tale engelsk. Ingen klare svar. Med ambulancen kører vi 12 timer igennem snevejr og snoede bjerge. Buster var ligbleg, og jeg kastede op,” fortæller Henrik.

Fra Kastrup Lufthavn kører de direkte til Rigshospitalet.

“Søndag startede så hele kampen for at få alle svar fra de danske læger. Da vi kommer hjem, bryder jeg helt sammen og må trække mig,” siger Henrik.

Rigshospitalet bliver Busters hjem de næste tre måneder. Her gennemgår han en ny operation, som erstatter de ødelagte ryghvirvler med en titanium klods.

Nyt liv: Hvad så nu?

Den 19. februar 2018 var det to år siden. Buster er i dag kommet hjem fra sin fysioterapeut. Træning fem gange om ugen er blevet en fast del af hans nye liv. Styrketræning og udstrækning er begge vigtige for konstant at stimulere nervebanerne.

“Der kommer hele tiden en lille smule fremgang, hvor jeg mærker lidt nerveaktivitet et nyt sted. Så håbet om at gå en dag er ikke forsvundet,” siger han.

Sammen med sin mor bliver nye områder udforsket og afprøvet. Buster kan sætte kryds ved akupunktur, strøm, massage og biopat.

“Jeg har virkelig prøvet lidt af hvert,” siger han.

Efter Rigshospitalet kom Buster på rygmarvscenteret i Hornbæk i tre måneder. Da han kom hjem, startede han i 10. klasse og går i dag på Ordrup Gymnasium.

“Jeg blev efterhånden mere og mere klar i hovedet over min situation. Min første tanke var, hvad skal jeg lave nu? Jeg var jo glad for at være aktiv i fritiden. Hvad med job? Jeg havde hele tiden gået efter at være jægersoldat. Men nu har jeg lagt en ny plan om at blive ingeniør,” fortæller han.

Når forældre, venner og lærere beskriver Buster, er det hans stærke psyke og positive sind, der fylder. Herhjemme i hans stue virker han ikke tynget af sit nye liv i en kørestol.

“Jeg er hele tiden i situationen, så jeg har vænnet mig til det. Det er blevet hverdag for mig. Det er mest mine omgivelser, som har svært ved det. Min mor og far har været rigtig kede af det. Det er sværere for dem end for mig,” siger han.

“Det er vigtigt at holde det hele i gang, så min krop er klar til den dag, der måske kommer en opfindelse, der gør, at folk kan gå igen,” siger Buster, som træner fem gange om ugen. Foto: Kathrine Albrechtsen

“Det er vigtigt at holde det hele i gang, så min krop er klar til den dag, der måske kommer en opfindelse, der gør, at folk kan gå igen,” siger Buster, som træner fem gange om ugen. Foto: Kathrine Albrechtsen

Føler mig utilstrækkelig

Før ulykken boede drengene på skift hos Henrik og Sissi. Nu bor de fast hos hende, fortæller Henrik.

“Jeg kan ikke give den samme opbakning. Efter ulykken kigger jeg på Buster på en anden måde. Jeg synes, at det er så synd for ham og har svært ved at se på ham uden at blive ked af det. Buster er min førstefødte, og jeg har en tæt tilknytning til ham. Vi har virkelig været drengerøve sammen og var begge vilde med naturen. Men alle de ting, vi gjorde før, kan vi ikke nu. Hvad skal vi nu lave sammen? Vi skal bygge en ny relation op, men jeg er usikker på, hvordan vi kan forenes. Jeg føler mig utilstrækkelig med at finde noget, som vi kan gøre sammen. Vi har mistet hinanden lidt. Og det er min skyld, for Buster har slet ikke ændret sig. Han er stadig positiv og glad. Han har den stærkeste psyke og et vindergen. Det er mig, som ikke rigtigt kan håndtere det her,” siger han.

Henrik husker tydeligt, da han sagde farvel til Buster, da de skiltes i den italienske lufthavn for to år siden.

“Han sad i bussen med sine militærstøvler og smilede. Han var i sit glade humør, som han altid er i. Det er stadig pisse hårdt at tænke på,” siger Henrik og holder en lang pause.

“Hans mor er en fighter. Det er Sissis fortjeneste, at Buster har det så godt, som han har det i dag. Hun er selvstændig, så hun er meget mere fleksibel. Jeg ville være blevet fyret for lang tid siden, hvis jeg smuttede fra arbejde så mange gange om ugen.”

Livet ændrede sig, efter Buster vendte hjem fra rygmarvscenteret.

Sissis lejlighed blev udskiftet med en ny, der havde elevator og var kørestolsvenlig med brede døre og uden dørtærskler.

“Der er ikke nogen, der har sat sig ned og tænkt, at vi skal leve et andet liv. Vi har levet med det og hele tiden tænkt i løsninger. Men alt har jo ændret sig, fordi Buster sidder i kørestol. Jeg havde en teenagesøn før, som jeg bare kunne lade være. Men nu er han med i alle vores planer. Kan Buster gøre det? Har han brug for vores hjælp?,” siger Sissi.

Men Busters lillebror Pontus har været meget mærket af, at hans storebror nu sidder i kørestol. Der er kun 15 måneder mellem de to drenge.

“Så Pontus og Buster er meget tætte på hinanden og har altid været hinandens bedste legekammerater. Det var så hårdt at se, hvordan Pontus blev påvirket. Han havde dårlig samvittighed over, han kunne flere ting end sin storebror. Og i en periode lukkede han sig inde i sig selv. Han levede i en osteklokke, lavede ikke lektier og måtte skifte skole. I dag er det blevet bedre. Pontus hjælper sin storebror meget, og det går meget bedre,” siger Sissi.

Men ikke alt, der fulgte med ulykken, har været for det dårlige.

“Vi har fået et andet familieliv, hvor vi på nogle punkter er blevet meget mere fasttømret. Vi laver mange flere ting sammen som familie og taler om andre ting, fordi Buster er afhængig af os. Buster skal lære at klare sig selv ved at lære sit handicap at kende. Vi gør ting sammen, så det bliver nemt for ham at komme videre. Når han er færdig med gymnasiet, skal han være 100 procent rustet,” siger Sissi og fortsætter:

“Han kommer til at få nogle nedture, som andre unge ikke skal forholde sig til. Han vil opleve 1.000 forhindringer. Én tankegang, som han skal lære, det er at kræve sin ret, og folk skal tage hensyn til ham. Men han er altid glad og positiv, så han skal nok klare det,” siger hun.

Livet i en kørestol

Buster går som sagt i dag på Ordrup Gymnasium. Inden han startede, indvilligede rektor i at gøre gymnasiet handicapvenligt ved at finansiere ramper og andre hjælpemidler. Ellers var Busters eneste to muligheder at gå på Gefion Gymnasium inde i København eller Nærum Gymnasium.

Han er meget glad for at kunne få lov til at gå samme sted som sine kammerater.

“I starten skulle jeg lige vænne mig til omgivelserne. Bede om hjælp, hvis jeg ikke kunne komme op af en trappe. Livet i en kørestol er bare meget mere besværligt. Inde i byen er fortovene ofte for smalle til en kørestol, mens butikker eller restauranter tit ikke har ramper til kørestol,” siger han, men trækker på skuldrene.

“Jeg er ret god til at tilpasse mig, så det er nok lettere for mig i forhold til andre, der står i en svær situation. Men det er da irriterende, at jeg ikke lige kan tage over til en ven, som jeg plejede. At det hele skal planlægges.”

“Der kommer hele tiden en lille smule fremgang, hvor jeg mærker lidt nerveaktivitet et nyt sted. Så håbet om at gå en dag er ikke forsvundet,” siger Buster, som for to år siden smadrede sin nederste ryghvirvel i en skiulykke. Foto: Kathrine Albrechtsen

“Der kommer hele tiden en lille smule fremgang, hvor jeg mærker lidt nerveaktivitet et nyt sted. Så håbet om at gå en dag er ikke forsvundet,” siger Buster, som for to år siden smadrede sin nederste ryghvirvel i en skiulykke. Foto: Kathrine Albrechtsen

Hellere jokes end ynk

Buster kender ikke andre 17-årige, der står i samme situation som ham. På hospitalet i Italien mødte han Alexander på 20 år, som også brækkede ryggen uden dog at ende i kørestol. Ham taler han stadig med.

“Men det er ikke så vigtigt for mig at have nogle at tale med. Det hjælper ikke at tale med nogen, jeg klarer det bedre selv,” siger han.

Og livet som ny gymnasieelev har indtil videre været smertefrit.

“Folk var åbne og turde godt spørge, hvorfor jeg sad i kørestol. I starten kigger alle, men det vænner man sig til. I dag joker min klasse med det. Når lærerne siger, at vi alle skal stå op og lave øvelser, så kigger folk på mig og griner. Det er cool. Hellere at de joker end ynker mig,” siger han.

Men selvom Buster har vænnet sig til et nyt liv i en kørestol, bliver han træt af at være i hoftehøjde med folk.

“Det er svært at tale med folk, der står op. Jeg vil føle mig mere normal, hvis jeg kunne stå oprejst og tale med folk i øjenhøjde,” siger han.

Ny teknologi kan hjælpe Buster med at komme i øjenhøjde med folk igen. Blandt andet et såkaldt Indego Exoskelet, som er en robot i fem dele, der støtter under sålene, om skinneben og lårene samt et bælte om maven med batteri til to timer. Med det kan Buster stå oprejst, og sidst han afprøvede det, gik han 560 skridt.

“Det var dejligt befriende at være oprejst. Men bare en halv time var ret hårdt, men med træning kan jeg gøre det i længere tid. Man kan have exoskelettet med i en sportstaske, så jeg selv kan tage det på, når jeg eksempelvis skal op ad trapper. På den lange bane håber jeg, at jeg kan gå rundt med det i længere tid,” siger han.

Med træning vil Buster med et exoskelet og krykker efterhånden kunne bevæge sig rundt i flere timer. Men et exoskelet koster 790.000 danske kroner. Og foreløbig har Gentofte Kommune valgt ikke at støtte det.

Kampen for at gå igen

Over julen var Buster med sin familie i Florida. Her besøgte han verdens førende nervespecialist, Steven Vanni, som understregede, hvor vigtigt det var, at Buster fastholdt sin træning, men også blev mere oprejst, da det stimulerer nervesystemet. Ellers er der risiko for, at nerverne og vævet i benene dør.

“Det er vigtigt at holde det hele i gang, så min krop er klar til den dag, der måske kommer en opfindelse, der gør, at folk kan gå igen,” siger Buster.

Busters forældre kæmper også for den drøm.

“Ønsket og håbet er, at han kommer op og gå. Jeg har stadig en tro på, at han kommer op og går på et eller andet plan,” siger Henrik og fortsætter:

“Der er stor forskel på at kunne gå, vralte, stå op og så sidde ned resten af sit liv. Status quo kan jeg ikke acceptere. Det er ikke godt nok. Der er ingen, der gider at leve i middelmådighed. Med sit gode hoved kan han få sig en uddannelse som ingeniør og med de tekniske muligheder forcere en enkelt trappe eller blot gå hen over pladsen og så tilbage i sin kørestol. Jeg håber for Buster, at han bliver glad og hviler i det liv, han får. At han opnår det, som han drømmer om,” siger han.

Sissi har ikke den store bekymring for sin søns muligheder.

“Han kan stadig de samme ting som andre, men skal bare bruge andre kræfter. Det, jeg er bange for, er, at hans krop forfalder. Når vi andre bliver trætte i ryggen, så rejser vi os op. Det kan Buster ikke. Og ja, måske han går ind i et arbejdsliv, hvor han bliver fravalgt, fordi han sidder i kørestol. Men han skal nok få et godt liv. Han har aldrig råbt og skreget. Det er heldigt, at det lige var ham, som brækkede ryggen. Ikke mange unge mennesker ville kunne klare det her. Jeg mødte hans gamle lærer, som sagde, at når det skulle være nogen, så er det godt, at det var Buster, fordi han altid er glad og positiv. Så længe han er glad, så endte det her jo godt,” siger hun.

Lige nu er målet, at Buster holder sin træning ved lige, så hans krop er klar til fremtidens teknologier.

“Så når der en dag bliver opfundet en chip, kan han komme til at gå igen,” siger hun.

Samme håb har Buster.

“Jeg vil blive oprejst igen, så jeg kan vende tilbage til, sådan som det var før ulykken. Så meget det nu er muligt. Jeg har ikke oplevet nogle psykiske nedtursdage, måske fordi jeg stadig tror på, at det kan blive bedre.”

Publiceret 07 March 2018 10:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV