Bygherre blev sendt hjem til en tænkepause

Nyt boligprojekt i hjertet af Hellerup var på dagsordenen, da der var borgermøde den 27. februar på Gentofte Rådhus. Bekymrede borgere var mødt op for at se de nye byggeplaner

Af
Af Kathrine Albrechtsen

Hvad bliver fremtiden for Strandvejen 104A?

Det spørgsmål tiltrak mange interesserede borgere, der mødte op i rådhushallen på Gentofte Rådhus tirsdag den 27. februar.

Her stod Helleruphus' ejer Dades A/S klar til at fremlægge deres byggeprojekt med 20 nye boliger fordelt på fire etager.

Projektet havde allerede forinden fået flere beboere til at sætte deres blæk på en underskriftsindsamling, som indtil videre tæller over 200 navne.

En af dem, som er bekymret for byggeriet, er nabo Michael Nyrup. Han deltog også i mødet på

rådhuset.

“Projektets ambitioner er højere end lokalplanen tillader, så jeg håber, at projektet ikke får dispensation af kommunen til at bygge i fire etager. Ifølge Lokalplan 48 side 7 skal byggeriet falde som en trappe mod nabobygningerne, så det sikrer aftensol ned i folks haver, terrasser og såvel ind i deres stuer. Men jeg er bange for, at byggeriets højde vil stjæle aftensolen,” siger han, som især værner om solen i sin egen have.

“Jeg er nemlig allerede berørt af det 1.000 m2 penthouse-byggeri, som Dades A/S fik dispensation til at bygge. Tagets lige linjer og skarpe hjørne har allerede taget 50 procent af solen i min have. Med fire etager er jeg bange for, at resten ryger,” siger han.

Hans Toft støtter beboerne

Michael Nyrup blev dog betrygget af borgmester Hans Toft (K), som også var til stede under

borgermødet.

“Han sagde, at der kommer ikke en dispensation på lokalplanen. Borgmesteren opfordrede til sidst bygherren om at gå hjem med de bekymringer og kommentarer, der var kommet fra borgerne, og tage dem alvorligt. Og så komme med et nyt forslag til deres næste møde. Der bliver ingen dispensation, det kan vi godt slå fast, gentog borgmesteren.”

En af dem, som også tog ordet under mødet, var Jørgen Dufour, som forinden havde uddelt materiale til de fremmødte borgere. Med powerpoint præsenterede han naboernes holdninger og indsigelser mod mere byggeri på grunden.

“Med en nylig udvidelse på 1.000 m2 er der bygget nok. Trængslen bliver endnu større. Tænk også på beboernes trivsel og helbred,” sagde Jørgen Dufour, som tidligere har udtrykt sin bekymring i Villabyerne den 20. februar.

“Området er kommunens mest tætbebyggede og mest trafikbelastede lokalområde, hvor hver kvadratmeter, der bygges, vil forøge de mærkbare gener for beboerne. Vi mener, at der er bygget nok, og at det ikke skal vokse sig større,” sagde han.

Illustrationer af byggeplanerne på Strandvejen 14A, som blev vist på borgermødet den 27. februar.

Illustrationer af byggeplanerne på Strandvejen 14A, som blev vist på borgermødet den 27. februar.

Publiceret 08 March 2018 10:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV