Gentofte Kino:

På flugt fra alderdommens trummerum

Ugen byder på to premierefilm i den lokale biograf, bl.a. historien om det ældre ægtepar, der pakker autocamperen og kører derudaf

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Der er stilhed før stormen (påskeferien) i Gentofte Kino, så denne uge byder kun på to premierefilm.

Den ene er 'Vores livs ferie' fra den italienske instruktør Paolo Virzi, der bl.a. er kendt for 'Springtur i Toscana'. Nu har han bevæget sig væk fra Italien og over til Hollywood, hvor han har sikret sig to erfarne Oscar-vindere på rollelisten til sin roadmovie.

Ella (Helen Mirren) og John (Donald Sutherland) har været gift i mange år og trænger til et spontant eventyr. Til deres voksne børns store overraskelse stikker ægteparret af i en gammel autocamper og kører ud på Route 1 mod Hemingways hus i Key West.

Det bliver en tur fuld af sjove oplevelser og eftertænksomme stunder om fortid og fremtid. Det er nu, Ella og John har chancen for at mindes et ægteskab drevet af passion og hengivenhed, men også af hemmeligheder og overraskende afsløringer lige til det sidste.

Film af malerier

Ugens anden premiere er 'Loving Vincent', en slags malerisk hyldest til Vincent van Gogh.

150 kunstnere har malet hvert eneste af de malerier, der krævedes til filmens 65.000 frames. Resultatet er en farvestrålende, fascinerende og rørende beretning om skaberglæde og lidenskab, passion og fortvivlelse. Udelukkende lavet af malerier!

Det er den 29. juli 1890. En såret mand vakler ned ad gaden i den lille franske by Auvres. Han holder sine hænder mod et frisk skudsår i maven. Manden er Vincent van Gogh. På det tidspunkt endnu ukendt for omverden, i dag en af historiens største kunstnere.

Hans tragiske død er den dag i dag omgærdet af mystik og spekulationer, for hvem var det, der skød?

’Loving Vincent’ er en helt usædvanlig film, der omfavner van Goghs kunstnerskab, skæbne og død gennem stemmen i hans breve og giver nyt liv til personerne på malerierne.

’Loving Vincent’ er en helt usædvanlig film, der omfavner van Goghs kunstnerskab, skæbne og død gennem stemmen i hans breve og giver nyt liv til personerne på malerierne.

Publiceret 12 March 2018 14:30

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV