Dårlig generalprøve for SISU

Sidste hjemmekamp i grundspillet blev tabt til Stevnsgade, selvom SISU til tider spillede flot

Af
Ole Tradsborg

SISU må med deres gode resultater på det seneste, vurderes som rækkens mest formstærke hold, særligt efter den fornemme kamp ude mod rækkens tophold fra Hørsholm.

Derfor var kampen mod Stevnsgade et vigtigt fingerpeg, om kurven ville være fortsat opadgående, inden SISU skal spille semifinalekampe mod Hørsholm 79ers.

Og det må nok stå som et stort spørgsmålstegn, efter en ujævn og meget uhomogen indsats af SISU, der startede usikkert, men som dog spillede sig op undervejs.

Ved pausetid stod det 30-40 efter en god afslutning fra gæsterne. De startede også bedst i tredje periode, hvor SISU dog fik fantastisk greb om tingene i slutningen og fik bragt spænding tilbage i opgøret, da det således stod 52-55 inden de sidste 10 spilminutter.

Det blev desværre med SISU-øjne ikke rigtigt spændende, da Stevnsgade stod bedre end SISU, men også fremstod som en bedre helhed. De individuelle præstationer hos SISU kan man ikke tage fra dem, men som hold ser SISU desværre ikke så stærk ud set over 40 minutter.

Kampen sluttede med cifrene 62-70.

Hannah Schaible lyste dog gevaldigt op for SISU, offensivt som defensivt, men alene kunne hun ikke vinde og vende slaget for SISU, der må have holdspillet som fokuspunkt, inden semifinaleserien i Hørsholm kickstartes.

Publiceret 13 March 2018 08:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV