Drenge røvet på åben gade i Gentofte

Lørdag aften på Maglemosevej blev tre drenge på 14 og 15 år frarøvet deres dankort og telefoner af to bevæbnede unge, der kun var lidt ældre end deres ofre

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

“Giv mig jeres kort og telefoner, eller jeg smadrer jer!”

Sådan lød truslen fra en ung mand på 15-16 år, der var bevæbnet med en såkaldt totenschlæger (et håndvåben, som folder sig ud ved at svinge det, red.) lørdag kl. 21.30 på Maglemosevej.

“Skriv deres koder ned,” beordrede den bevæbnede mand til sin medgerningsmand, der også var 15-16 år.

Målet for de to røveres trusler var tre drenge fra området, to 14-årige fra Charlottenlund og en 15-årig fra Hellerup, der stod og ventede på bussen, oplyser Nordsjællands Politi.

LÆS OGSÅ: Politirapporten: Tyverier fra biler fortsætter

De tre drenge turde ikke andet end at udlevere deres dankort og telefoner til de to røvere. Og kort tid efter, kl. 21.47, forsøgte røverne at hæve store kontantbeløb i en bank på Frederiksborggade i København NV.

Det mislykkedes, men det er ikke oplyst, om det er fordi, drengene havde opgivet forkerte pinkoder eller om de nåede at spærre kortene. Den mest aggressive af røverne, ham med håndvåbnet, var af anden etnisk oprindelse end dansk. Han var spinkel, 170-175 cm høj og talte dansk med accent. På et tidspunkt sagde han noget på arabisk.

Han var iført en orange hættetrøje, en sort halsedisse, en mørk, kort dunjakke med logo på overarmen, hvor der muligvis stod 'Stone Island'.

Den anden røver var også af anden etnisk oprindelse end dansk. Han var 175-180 cm høj og talte også dansk med accent. På et tidspunkt slog han også over i arabisk.

Han var iført en mørkeblå hættetrøje, en dunjakke og sorte træningsbukser samt en halsedisse. Begge røvere havde trukket halsedissen op om ansigtet, så man kun kunne se deres øjne.

Nordsjællands Politi hører meget gerne fra eventuelle vidner til røveriet, eller fra folk, der måtte have oplysninger i sagen. Ring på tlf. 114, hvis du kan hjælpe.

Publiceret 13 March 2018 10:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV