Ældre flyttede brikker for unge

Teenagere og pensionister blev i sidste uge bragt sammen, da 10. A fra Gentofte Ungdomsskole inviterede dagcentre og plejehjem til bankospil

Af
Signe Haahr Pedersen

“Atten! Og det var nummer at-ten!”

17-årige Mikkel Lundquist Jørgensen hæver stemmen en smule for hvert tal, der toner frem på skærmen bag ham.

Ved langbordene i Kranhallen summer mumlerierne.

“Den har jeg.”

“Ja, det har du.”

“Hvad var det, han sagde?”

“Øv.”

“Det er vist ønsketænkning det dér. Hihi.”

“Ja, ja.”

“Så var der bid.”

“Uuuuh.”

 

De 35 gæster ligner ikke nogen, du normalt ville møde på Ungdomsskolen på Bregnegårdsvej en tirsdag eftermiddag.

De kommer fra Tværbommen, Rygårdcentret, Vennerslund og Søndersøhave. Nogle har rollatorer med og hørerapparater i ørerne.

Mikkel og hans klasse, 10. A, har inviteret dem til at komme og spille banko. Tre spil med gevinst på en række, to rækker og fuld plade.

Eleverne har brugt de seneste tre uger på at planlægge dagen. De har ringet rundt til butikker for at skaffe præmier, der nu står på en skriggrøn velourdug langs den ene væg. Vin, kaffe, cremer, bøger. De har lavet sandwich, bagt kage og sat store mængder kaffe over. Det handler om at øve sig i at stable et arrangement på benene, forklarer Mikkel.

“Og så ville vi gerne lave noget, der inddrager den ældre generation og gøre noget, vi ikke har prøvet før,” siger han.

10. A har selv stået for at samle præmier ind. Her har en vinder sikret sig kaffe og en bog.

10. A har selv stået for at samle præmier ind. Her har en vinder sikret sig kaffe og en bog.

10. A har før arbejdet med projekter, der bringer dem ud af klasselokalet. For eksempel har de hjulpet børnehavebørn med at bygge højbede i forbindelse med Gentofte Kommunes projekt 'Haver til Maver'.

“Vi vil gerne hjælpe til der, hvor vi kan,” siger Tobias Hellerup Nielsen, der også er 17 år og stod i kageboden, inden bankospillet gik i gang.

“Sig mig, har I selv bagt?” spurgte en dame.

“Ja, det gjorde vi i morges,” sagde Tobias.

“Neeej!” sagde damen med et stort smil.

Hun sidder nu ligesom resten af bankospillerne foroverbøjet med blikket stift rettet mod sine plader.

“Kan man sige ryst posen?” er der en, der råber, hvortil der bliver forklaret, at tallene bestemmes af computeren, og at den er svær at ryste.

“Kan man få nogle flere brikker?”

Et par elever skynder sig at lave nogle ekstra ud af noget rødt karton.

“Banko!”

“Eeeeej!” siger salen, før der klappes, og vinderpladen råbes op.

“Er der brug for en pause?” spørger 10. A's lærer Jesper Albinus ud i rummet.

“Nej!” bliver der råbt tilbage, og Mikkel fortsætter talrækken.

En times tid senere er bordet med velourdugen tømt. 89-årige Anne-Dorthe Duran var så heldig at vinde hele to gange.

“Nr. 28 er det årstal, jeg blev født i, og nr. 29 er den dag, jeg har fødselsdag, og jeg fik begge numre. Dér var jeg heldig,” siger hun og roser 10. klasses-eleverne for arrangementet:

“Og nu har jeg kaffe til, når jeg skal holde 90 års fødselsdag. Det kan vel nok holde sig til den 29. juni.”

Pengene fra kage- og kaffeboden gik til et par dages hyggetur for 10. A.

Der bliver talt sagte sammen, mens numrene råbes op i Kranhallen på Ungdomsskolen i Gentofte.

Der bliver talt sagte sammen, mens numrene råbes op i Kranhallen på Ungdomsskolen i Gentofte.

Koncentrationen er høj blandt deltagerne, som kommer fra Dagcentrene og plejeboligerne Vennerslund, Tværbommen, Rygårdcentret og Søndersøhave.

Koncentrationen er høj blandt deltagerne, som kommer fra Dagcentrene og plejeboligerne Vennerslund, Tværbommen, Rygårdcentret og Søndersøhave.

Anne-Dorthe Duran er så heldig at få banko to gange. Hun vinder en vase, vin, kaffe og creme.

Anne-Dorthe Duran er så heldig at få banko to gange. Hun vinder en vase, vin, kaffe og creme.

Mikkel Lundquist Jørgensen på 17 år er dagens opråber.

Mikkel Lundquist Jørgensen på 17 år er dagens opråber.

Der sælges kaffe og kage til fordel for en udflugt, 10. A skal på.

Der sælges kaffe og kage til fordel for en udflugt, 10. A skal på.

Marianne Kristoffersen, der arbejder på Søndersøhave, holder øje med bordets bankoplader.

Marianne Kristoffersen, der arbejder på Søndersøhave, holder øje med bordets bankoplader.

Publiceret 14 March 2018 09:30

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV