Gentofte finaleklar efter triumf mod Marienlyst

I klassikeren i dansk klubvolley var Gentofte bedst, da det gjaldt. Gentofte Volley er i DM-finalen for syvende år i træk

Det så ikke lovende ud for Gentofte i midten af første sæt i den fjerde kamp i DM-semifinaleserien mandag før påske.

Hjemmeholdet rykkede fra bagud 11-12 til 22-14 føring og udspillede reelt Gentofte. Intet fungerede hos Gentofte, og Marienlyst red videre på bølgen fra holdets sejr i den tredje semifinale. 25-17 til Marienlyst endte første sæt.

Mellem første og andet sæt valgte Gentoftes head coach Denis Janka en rokade, som skulle vise sig at være genial. Tårnet Mads Kyed rykkede fra hæverpladsen ud på diagonalen, og ind fra bænken kom løberen Sebastian Mikelsons og tog hæverpladsen. Gentofte var som forvandlet.

Skarpe server spolerede gang på gang Marienlysts spil, og det kunne konstateres, at Gentofte råder over mindst tre klassediagonaler, da Mads Kyed nu viste det kolossale potentiale, han har på positionen. Samtidig fortsatte modtagningsduoen Fabio Moret og Mads Møllgaard storspillet. En fejlfri kamp fra Fabio blev toppet med 50 procent perfekte modtagninger.

Gentofte satte odenseanerne til vægs med 25-17 i andet sæt. Det blev mere jævnbyrdigt i tredje sæt, som Gentofte vandt 25-22. I fjerde sæt fik Marienlyst et forspring, som fik mange af de lokale fans til at tro på, at hjemmeholdet kunne komme igen og vinde kampen.

Føring 11-6, og Gentofte havde allerede brugt sine to time-outs. Men Gentofte-spillerne bevarede roen, indhentede forspringet og bragte sig foran 13-12.

Marienlyst hang dog på og kom foran igen ved 23-22. Herefter var der ikke flere point at hente for fynboerne. Gentoftes Simon Gade lukkede og slukkede deres DM-drømme med en blokade til sætsejr 25-23. Dermed er Gentofte i DM-finalen for syvende år i træk.

Finalemodstanderen er Middelfart, som besejrede Hvidovre i den anden semifinaleserie. Der spilles bedst af fem kampe. Første kamp er i Middelfart den 8. april kl. 19. Herefter følger to kampe i volleyarenaen i Kildeskovshallen, henholdsvis torsdag den 12. april kl. 19 og søndag den 15. april kl. 16.

En eventuel fjerde og femte kamp spilles den 18. og 20. april. jbl

Publiceret 28 March 2018 15:00

SENESTE TV