God GBK-oplevelse trods exit

Som det bedste hold i grundspillet valgte Skovshoved at møde GBK som kvartfinalemodstander. Trods hårde odds var det alligevel en god oplevelse i GBK-lejren

Af
Ole Tradsborg

Eliteansvarlig i Gentofte Badminton Klub Christopher Bruun Jensen gør status oven på en oprykkersæson, der endte over al forventning trods det forventede nederlag mod Skovshoved,

”Vi er i GBK først og fremmest glade og stolte over at slutte som nr. 7 i grundspillet, hvor vi før sæsonen var spået som en af nedrykningskandidaterne. Med Ligaens mindste budget, er jeg stolt over, at vi nåede til kvartfinalerne og samtidig har sikret os endnu et år i Ligaen,” siger han.

Christopher Bruun Jensen var ikke overrasket over, at Skovshoved valgte GBK til de netop overståede kvartfinalekampe.

Skovserne var nemlig med Ligaens suverænt bedste hold storfavoritter mod GBK i alle seks individuelle kampe. Derudover spillede den korte afstand mellem Gentofte og Skovshoved nok også lidt ind på deres valg, mener den eliteansvarlige.

God oplevelse trods nederlag

Her et par dage efter sæsonens afslutning, formulerer Christopher Bruun Jensen de sidste kampe således:

”På papiret var vi kæmpe underdogs. Alligevel ydede mine spillere en fantastisk præstation på vores hjemmebane, hvor vi med lidt held kunne have fået 3-3. Desværre endte det med et 4-0 nederlag, hvilket ikke er overraskende, når man tænker på, at SIF har et budget, der er 25-30 gange større end vores samt det faktum, at otte ud af ni spillere på deres hold er udtaget til individuelt EM i år.”

Derfor blev det da også en lynexit i returopgøret, hvilket Christopher Bruun Jensen også erkendte.

”Returopgøret i Skovshoved blev en hurtig affære på 1 time og 5 min, hvor vi reelt ingen chance havde i de tre kampe, der blev spillet. Samlet set over hele sæsonen er jeg dog supertilfreds med mine spilleres præstationer. Vi var dømt til nedrykning og alligevel lod spillerne ketcherne tale,” siger GBK's eliteansvarlige.

Publiceret 28 March 2018 16:00

SENESTE TV