Seje Egon og den skønne dansemyg

Flemming Quist Møller er fortæller i forestillingen Cykelmyggen Egon, der i resten af april måned spiller på Bellevue Teatret

Af
Af Pernille Borenhoff

Flemming Quist Møller blev far som 22-årig, og en dag, hvor hans søn Carl havde fået et myggestik, fortalte han sønnen om myggenens liv samtidig med, at han tegnede en myg med brod. En klassiker var født.

“Den var først tænkt som en tegnefilmsfigur, men det var ikke til at skaffe penge til projektet. Så derfor endte den som billedbog,” har Flemming Quist Møller tidligere fortalt til Villabyerne.

Billedbogen skulle vise sig at være mere end langtidsholdbar. For myggen har levet lige siden, og et par generationer er efterfølgende vokset op med kendskab til Dansemyggen Dagmar, der brænder for sin dans og samtidig er lun på Egon, der dog mest brænder for en hård spurt og vil ud at se verden.

Senere er bogen blev omsat til teater, og fra den 13. april og måneden ud kan man på Bellevue Teatret se Cykelmyggen Egon udsat for electric boogie, ballet, artisteri, ørehængere og en sand verdensklasse-cykel-akrobat.

FQM udstiller på Bellevue

“Et mesterværk” og “sjældent helstøbt” var nogle af de tillægsord, som anmelderne hæftede på forestilingen, da den for nogle år tilbage havde premiere på Østre Gasværk.

“Dansere og artister optræder med stor begejstring, og det er fantastisk at arbejde med så mange enormt talentfulde mennesker,” siger den nu 76-årige taarbækker Flemming Quist Møller, der selv er med i rollen som fortæller.

Forestillingen kan ses af børn helt ned til 3-års alderen.

I forbindelse med forestillingen udstiller Flemming Quist Møller på Bellevue Teatret.

Musikken til forestillingen er komponeret af Jesper Mechlenburg. Steen Koerner har stået for iscenesættelsen og Astrid Lynge Ottosen for scenografi og kostumer.

Så man ikke udstillingen på Storm P Museet med værker af Flemming Quist Møller, er der mulighed for at se dele af den på Bellevue Teatret i forbindelse med forestillingen Cykelmyggen Egon. Foto: Pernille Borenhoff

Så man ikke udstillingen på Storm P Museet med værker af Flemming Quist Møller, er der mulighed for at se dele af den på Bellevue Teatret i forbindelse med forestillingen Cykelmyggen Egon. Foto: Pernille Borenhoff

Publiceret 10 April 2018 08:00

SENESTE TV