Politirapporten:

Mand gik rundt med dolke

2. påskedag

Indbrud i villa på Skovbrinken, hvor tyven kom ind ved at opbryde et stuevindue, formentlig med et koben. Der blev stjålet to stødtænder fra en elefant. Stødtænderne var 150 cm høje og vejede ca. 30 kg stykket.

Indbrud i villa på Krathusvej, hvor der blev opbrudt et kældervindue. Skabe og skuffer blev gennemrodet, men intet overblik over det stjålne.

Indbrud i villa på Annettevej, hvor der blev opbrudt et vindue på 1. sal. Også uvist, hvad der blev stjålet her.

Tirsdag 3. april

Indbrud i restaurant på Esthersvej, hvor der blev opbrudt et vindue i baggården. Kassebeholdningen på 1.500 kr. blev stjålet.

Indbrud i villa på Solbakkevej, hvor tyven kom ind gennem et opbrudt vindue. Alle skuffer og skabe var gennemrodet, intet overblik over det stjålne.

Indbrud i villa på Dalvej, hvor skabe og skuffer også blev gennemrodet. Her blev der bl.a. stjålet smykker.

Politiet stødte kl. 20.47 på en ældre kvinde på Ibstrupvænget, der ikke ville fortælle, hvad hun hed. Hun havde tydeligvis gået ude i lang tid, for hun var meget kold og forkommen. Kvinden kunne da også oplyse, at hun havde gået hele dagen. Politiet kørte den ældre kvinde til Gentofte Hospital, hvor hun gerne ville give sit navn. Der var tale om en 82-årig kvinde fra Vanløse.

Onsdag 4. april

Onsdag morgen sendte Gentofte Hospital en efterlysning ud. Det vedrørte den 82-årige kvinde fra Vanløse, som var kommet ind på hospitalet om natten til tilsyn. Omkring kl. 8 forsvandt hun fra afdelingen og politiet kørte ud for at lede efter hende. Dog uden held. Men omkring kl. 15 kunne hendes mand oplyse, at hun selv havde fundet hjem.

Torsdag 5. april

Green Mango på Gentoftegade fik natten til torsdag opbrudt vinduet til køkkenet og stjålet kontanter.

Indbrud i villa på Jægervangen, hvor vinduet i en køkkendør blev knust. En nabo hørte trin, men der var umiddelbart ikke blevet stjålet noget ved indbruddet.

To numre ved siden af fik en villa også opbrudt vinduet. Intet overblik over det stjålne.

En mørkerød udenlandsk indregistreret varebil blev set køre rundt på Ewaldsbakken kl. 15.38. Tre personer sad i bilen og kiggede ind i folks haver.

Indbrud på Skjoldagervej, hvor et vindue blev opbrudt til køkkenalrummet. Intet overblik over det stjålne.

På Klampenborgvej fik en hvid Audi A4 stjålet midterkonsollen, sorte solbriller af mærket Oscar Magnuson og RayBan, en sort taske, der lå i handskerummet, der indeholdt pung med mastercard og personlige papirer samt en kosmetikhandske.

En sort Peugeot 208, der holdt parkeret på Ordrup Jagtvej, fik knust sideruden i passagersiden. Fra bilen blev stjålet en sort jakke og en hættetrøje af mærket Jack and Jones.

Indbrud i villa på Skovvej. Et vindue blev opbrudt med koben ind til et kontor, og ure blev stjålet. Resten af huset blev gennemrodet. Endnu intet overblik over det stjålne.

Fredag 6. april

På Hyldegårds Tværvej påkørte en 58-årig kvinde fra Charlottenlund en 17-årig dreng fra Hellerup. Det skete fredag morgen, da drengen cyklede ud fra Kongeleddet ved ubetinget vigepligt. Her stødte han sammen med kvinden, som kom kørende i en varebil mod nord. Den 17-årige blev kørt til rutinetjek på hospitalet.

Ved det tidligere Danmarks Akvarium fik en sort Landrover knust bagruden og stjålet en Louis Vuitton-taske fra bagagerummet, der indeholdt en iPad med tastatur og diverse papirer.

En mørkegrå VW Golf fik knust venstre trekantsrude, da den holdt parkeret ved Skovriderkroen.

På Jægersborg Allé fik en mørkegrå VW Golf også knust en rude og stjålet en arbejdstaske med en Microsoft-computer, en Nokia-telefon og to par høretelefoner.

En 50-årig mand fra Hellerup blev sigtet for hærværk efter en hændelse på Shell på Lyngbyvej. Manden havde været utilfreds med en 71-årig mands kørsel og sparkede til hans bil. Derefter trak han manden, som var fra Frederiksberg, ind i på tanken, hvor han smed mandens mobil på gulvet, før han kørte fra stedet. Overvågningen og to vidner så hændelsen. Politiet fangede manden, som i første omgang er sigtet for hærværk.

En bil på Ejgårdsvej fik fra torsdag til fredag ubudne gæster, som røg og drak i bilen, før de stak af med bilens registreringspapirer.

En 68-årig mand fra Hellerup holdt parkeret på Rygårdsvej, hvor han overså en cyklist, da han åbnede døren. Cyklisten, en 50-årig mand fra Hellerup, ramte døren. Han måtte en tur hospitalet for at blive syet med syv sting i foden.

To mænd blev fanget af et overvågningskamera, da de fredag formiddag forsøgte at begå indbrud i en villa på Lorcksvej. De to bankede først på villaens hoveddør og forsvandt siden om på bagsiden af villaen, men opgav deres forehavende. De to mænd beskrives således: A: Mand, mellemøstlig af udseende, 17-18 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning med kort, sort hår. Han var iført sort dunjakke, sorte jeans og medbragte en sort rygsæk. B: Mand, mellemøstlig af udseende, 17-18 år, 170-175 cm høj og almindelig af bygning., Han var iført koksgrå jeans, blå dunjakke med hvid lynlås og en omvendt rød kasket. Desuden medbragte han en sort rygsæk

Lørdag 7. april

Alarmen gik kl. 5.16 på Søholm Park. Kl. 5.18 gik endnu en alarm. Et vindue blev opbrudt og sølvtøj samt flere fade blev stjålet.

Også i Frugtparken gik en alarm kl. 4.05, hvor et vindue blev aflistet og smykker samt solbriller blev stjålet.

Graffiti-hærværk på Dyrehavevej 1, hvor et S-tog fik to gange fire meter graffiti malet. Politiet opdagede et hul i hegnet kl. 12.37, og fandt togvognen med frisk maling og et stort antal efterladte dåser.

Foran Strandvejen 144 fik politiet beskeden om en kitesurfer, der lå 800 meter ude i vandet. En indsatsleder fra Beredskab Øst rykkede ud med båd, mens en kajakroer fik kontakt til kitesurferen. Kl. 18.09 blev en ambulance tilkaldt, fordi manden havde ligget 40 min. i vandet. Men den blev heldigvis ikke nødvendig.

Sammenstød på Jægersborg Allé og Fredensvej. En 68-årig mand fra Charlottenlund ville klage over en parkeringsbøde, så han fulgte efter parkeringsvagten. I krydset valgte han at køre ind foran den 67-årige parkeringsvagt, så bilerne stødte sammen. Udover parkeringsbøde, sigtes manden yderligere for færdselsuheldet.

Mistænkeligt forhold ved Bellevue, hvor anmelder så en lille sort bil med to personer. Anmelder fortæller, at han så de to personer knuse en rude i en BMW for at stjæle bilens rat. De kiggede også ind i anmelders bil, men stak af, da de opdagede ham og kørte mod Emiliekildevej.

Søndag 8. april

I tidsrummet fra fredag til søndag blev en villa på Brødrevej udsat for indbrud. Et vindue til toilettet blev opbrudt med en skruetrækker. Herfra blev der stjålet en Georg Jensen marguerit-halskæde, en Ole Lynggaard diamantring og et dåbsarmbånd samt andre smykker.

Politiet fik kl. 13.58 en anmeldelse fra psykiatrisk afdeling på Sponnecksvej om, at en 38-årig mandlig patient fra København K var gået fra stedet med en stor kniv i tasken. Ved Kildegårdshallen blev manden set gå mod tennisbanerne, og politiet fandt ham på Skolevej, hvor han blev anholdt med en dolk på 25 cm og to små dolke på sig. Han havde ikke truet nogen, men blev anholdt efter knivloven og afleveret til Bispebjerg Psykiatrisk afdeling.

En 26-årig mand blev mødt med trusler, da han overfor fire andre unge mænd påtalte, at de havde stjålet varer på en tankstation på Strandvejen. Tyveriet og truslerne skete søndag aften klokken 22.06, hvor den 26-årige påtalte tyveriet og efterfølgende forsøgte at filme butikstyvene, som truede ham, inden de skyndte sig at køre fra stedet.

Publiceret 10 April 2018 13:15

SENESTE TV