Biblioteket anbefaler:

’Asymmetri’ af Lisa Halliday

Af
Af litteraturkonsulent Signe Langtved Pallisgaard

Gentofte Hovedbibliotek

'Asymmetri' er en modig bog, der er helt sin egen og udfordrer sin læser fra første til sidste side.

I bogens første del introduceres vi for Mary-Alice Dodge, der møder en meget ældre mand på en bænk i New York.

Hun er redaktionsassistent på et stort Manhattan-forlag, han er en verdensberømt forfatter. Helt efter bogen indleder de to et forhold.

I bogens andet spor følger vi Amar Ala Jaafari, der bliver tilbageholdt og efterforsket af politiet i Heathrow lufthavn. Han er amerikaner og økonom, men har irakisk baggrund, og hans historie og splittelse mellem to lande og kulturer foldes fint og medrivende ud.

I bogens sidste del deltager Nobelpristageren Ezra Blazer i et populært radioprogram i London, hvor han vender plader og afslører hemmeligheder om sit liv.

Ét af bogens mange spørgsmål er, hvad der forbinder disse tre mennesker, og hvor og hvordan deres livsbaner krydses - hvis det overhovedet er tilfældet.

Lisa Halliday beskriver overlegent og finurligt, hvordan asymmetri trives og vokser sig uovervindelig, når tingene er skævt fordelt mellem gammel og ung, mellem held og talent, mellem det politiske og det personlige og mellem Vestens overflade og Mellemøstens kaos.

Det er en læseværdig roman, der både er overraskende og ukonventionel.

Lisa Halliday bor i Milano, men er født og opvokset i Medfield, Massachusetts, USA. Hun har tidligere skrevet noveller og kortprosa til The Paris Review. I 2017 modtog hun den fornemme Whiting Award for Fiction, der gives til nye lovende amerikanske forfattere.

'Asymmetri' er hendes første roman, og den er netop udkommet på Politikens forlag.

’Asymmetri’ beskriver tre forskellige menneskers livsbaner, og spørgsmålet er, hvor og hvordan de krydses - hvis det overhovedet er tilfældet. Pressefoto

’Asymmetri’ beskriver tre forskellige menneskers livsbaner, og spørgsmålet er, hvor og hvordan de krydses - hvis det overhovedet er tilfældet. Pressefoto

Publiceret 13 April 2018 17:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Villabyerne
SENESTE TV