Fræsetoget sliber foråret frem

I weekenden den 20. - 21. april møver et 155 ton tungt tog sig fra Rungsted Kyst til Klampenborg for at fjerne revner i skinnerne

Af
Signe Haahr Pedersen

For nogen betyder forår fuglekvidder og forelskelser. For Banedanmark er det forår, når fræsetoget tænder for motoren og tøffer af sted for at slibe skinnernes revner væk.

Skinnefræsesæsonen skydes i år i gang den 17. april fra Københavns Hovedbanegård, og tre dage efter sættes kursen mod Gentofte Kommune, når det 155 ton tunge køretøj tøffer fra Rungsted Kyst til Klampenborg. Toget kører om natten, mens det om dagen bliver renset og klargjort.

“På en nat kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne. Jernet bliver herefter kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt,” siger Pernille Skovrup, sektionschef i Banedanmark i en pressemeddelelse, hvor hun fortsætter:

“Selv om en nats kørsel kan koste over 150.000 kr., så er der god økonomi i at slibe, høvle og fræse skinnerne, fordi vi ikke så ofte skal ud for at udbedre fejl. Og når de forskellige specialtog kører om natten, så undgår vi at genere togtrafikken.”

Fræsetoget kan fræse over en millimeter af togskinnen pr. passage, og normalt kræver det mellem 1-3 fræsninger, inden revnerne er forsvundet.

Jernspånerne bliver herefter opsamlet, så de kan genbruges, oplyser Banedanmark.

Fakta

Fræsetoget er 44 meter langt og vejer 155 ton med fræsespånerne. Det har to fræsehjul og et slibehjul i hver side. Togets kørehastighed er max 70 km/t. Når det fræser skinner, kører det op til 0,6 km/t. Skinnefræseren har ikke fræsehjulene i sporet hele tiden, men kun de enkelte steder, hvor der er revner. Revnerne bliver fundet ved de særlige kørsler med måletoget, som med hvirvelstrøm finder revnerne i skinnernes overflade og med ultralyd de indre revner i skinnerne.

Publiceret 17 April 2018 10:30

SENESTE TV