Teknik- og Miljøudvalgsformand om parkeringskaos:

“Det er et fælles ansvar”

Teknik- og Miljøudvalgsformand Karen Riis-Kjølbye (K) mener ikke, at Gentoftes parkeringsproblem kan løses med flere bøder

Af
Signe Haahr Pedersen

Går du ture i Gentoftes kvarterer, er du sikkert stødt på dem. Biler, der holder under standsning forbudt-skilte, midt på gule spærringslinjer og hen over fortovshjørner.

LÆS OGSÅ: Borgere raser over parkeringskultur i Gentofte: “Jo dyrere bil, jo dårligere opførsel”

Problemet med de mange ulovlige parkeringer er ikke nyt for Gentofte Kommunes Teknik- og Miljøudvalgsformand, Karen Riis Kjølbye (K).

“Parkering er blevet et stadigt større problem i kraft af, at antallet af biler i kommunen stiger,” siger hun.

Men i modsætning til de frustrerede borgere, som Villabyerne har talt med, mener Karen Riis Kjølbye (K) ikke, at løsningen vil være at skrue op for kommunens parkeringskontrol, der lige nu tæller 1,5 parkeringsvagter, som patruljerer i området omkring Hellerup Station og ved Dyrehavsbakken.

“Det er et fælles ansvar at sikre god adfærd og gensidig hensyn i trafikken, hvor vi kan forvente af hinanden, at vi overholder tidsbegrænsninger og ikke parkerer der, hvor det er forbudt,” siger hun og fortsætter:

“Bøder giver ikke flere parkeringspladser. Mere kontrol vil i visse sammenhænge give unødige bøder, der ikke gør en forskel, for eksempel på villaveje. Vi må udnytte de parkeringspladser, der er, og påvirke folk, så de overholder tidsbegrænsningerne. Der er masser at vinde med adfærdspåvirkning. Man kan jo godt forestille sig, at en bøde gør en forskel et stykke tid, men dét at få alle til at tage et ansvar er at fremtidssikre.”

Men når man giver alle ansvaret, er det så ikke det samme som at sige, at ingen har ansvaret?

“Nej, det synes jeg ikke. Hvorfor skal det kun være kommunen, der har hele ansvaret? Borgeransvaret findes i mange andre sammenhænge. Vi har brug for et fælles ansvar, for på den måde bliver det rarere for alle, og folk skal ikke have penge op af lommen i nogle uhensigtsmæssige situationer, som skaber meget vrede. Alle er nødt til at tage et ansvar. Vi er i en situation, hvor vi har brug for borgernes hjælp.”

Adfærdspåvirkningen skal ifølge Karen Riis Kjølbye konkret ske gennem nogle kampagner, som kommunen i øjeblikket arbejder på.

“De er i udviklingsfasen. Men det bliver noget med at gøre dem, der ikke gør det helt rigtigt, opmærksomme på det, og rose dem, der gør det rigtigt. Vi skal have gang i en indre dialog med borgerne og få dem til at reflektere over deres adfærd, så de kan ændre den.”

Har I nogle eksempler på, at adfærdspåvirkning har virket?

“Nej, kun på bæredygtighedsområdet, hvor det virker. Vi er godt klar over, at det er et nyt skridt, men et vigtigt skridt, vi tager. Og som sagt kommer der ikke flere parkeringspladser af, at vi skriver flere bøder.”

Dette kort viser, hvor Gentofte Kommunes parkeringskorps patruljerer. Foto fra www.gentofte.dk

Dette kort viser, hvor Gentofte Kommunes parkeringskorps patruljerer. Foto fra www.gentofte.dk

Parkering i Gentofte

Gentofte Kommunes parkeringskontrol blev oprettet 1.maj 2010.

Gentofte Kommunes parkeringskontrol blev indskrænket 1. september 2011.

Der er lige nu ansat 1,5 parkeringsvagter i Gentofte Kommune.

Gentofte Kommunes P-vagter patruljerer i to parkeringszoner, som er omkring Hellerup Station samt ved Dyrehavsbakken.

Ifølge Gentofte Kommune holder p-vagten også generelt øje med cykelstier, busholdepladser, handicappladser, ved skolerne i morgen timerne og standsning og parkering på fortov, såfremt passage umuliggøres.

I 2015 skrev Gentofte Kommunes parkeringskontrol 4.630 p-bøder, i 2016 var antallet 5.141, i 2017 var antallet 4.430.

I 2015 inddrev p-bøder brutto 2,0 mio. kr., i 2016 var beløbet 2,3 mio. kr., i 2017 var beløbet 1.7 mio. kr.

I 2015 fik Gentoftes parkeringskontrol 181 klager, i 2016 var tallet 214, i 2017 var tallet 269.

Der er ingen aktuelle planer om udvidelse af P-korpset i Gentofte Kommune.

Gentofte Kommune har ikke en oversigt over, hvor mange P-pladser, der er i kommunen.

Ifølge Danmarks Statistik var der pr. 1. januar 2018 registreret 27.030 personbiler i Gentofte Kommune.

Kilde: Gentofte Kommune

-----------------------------------------------

KONKURRENCE

Villabyerne vil gerne have syn for sagn på de angiveligt lovløse tilstande i Gentofte på parkeringsområdet.

Så støder du på en parkering i Gentofte, der krænker din retsfølelse, så send os et billede af den pågældende parkering på redaktion@villabyerne.dk

Vi samler alle de indsendte billeder sammen til et galleri, og så får vi hjælp fra Carsten Spliid, stationsleder på Nordsjællands Politis Station Syd i Gentofte, til at kåre en top 3 over 'de værste parkeringer'.

Vi sørger naturligvis for at sløre nummerpladen, for det er parkeringsmoralen i Gentofte, vi sætter til debat, ikke den enkelte bilist.

 

Publiceret 24 April 2018 11:45

SENESTE TV