Kvinde efterlyses i mystisk sag:

Fortalte tilfældig løber at hun var offer for overfald

Nordsjællands Politi leder efter en kvinde, som kan have været offer for et overfald i Charlottenlund Slotspark søndag morgen.

Kort før klokken 07 blev en kvindelig løber, som motionarede i Charlottenlund Slotspark, kontaktet af den efterlyste kvinde, som oplyste, at hun var blevet forsøgt overfaldet af en mand i skoven.

Kvinden har dog ikke selv henvendt sig til politiet, og derfor efterlyses hun nu, da politiet meget gerne vil i kontakt med hende hurtigst muligt.

"Vi vil gerne høre fra den pågældende kvinde for at kunne fastslå omstændighederne, da vi naturligvis tager sådan en anmeldelse meget seriøst. Vi ved ikke, hvad der er sket forinden, men det kan vi forhåbentlig få kastet lys over, hvis kvinden ser denne efterlysning, oplyser leder af personfarlig efterforskning i Nordsjællands Politi, politikommissær Henrik Gunst.

Kvinden, som fortalte om overfaldet, beskrives som: Cirka 65-68 år gammel, dansk af udseende, spinkel af bygning, ca. 167 cm. høj. Kort, gråt hår med krøller. Iført sort, kort og tynd dunjakke samt mellemblå jeans. Hun bar desuden moderne briller med markant sort stel og kørte på en klassisk damecykel.

Nordsjællands Politi hører også gerne fra eventuelle vidner, der har set noget i området på det pågældende tidspunkt, eller som har en formodning om, hvem kvinden er. Ring 1-1-4.

Publiceret 07 May 2018 12:55

SENESTE TV