Så meget koster det at eje et sommerhus

Det er ikke en billig fornøjelse at eje et sommerhus. Bolius har regnet på udgifterne for at se, hvor ofte du skal bruge det, før det tjener sig ind

Af
Af Malte Abildgaard Christensen Bolius – Boligejernes Videncenter

71 dage om året.

Så mange dage bruger danskerne i gennemsnit i deres sommerhus ifølge en YouGov-undersøgelse foretaget for Bolius i marts 2018. Tallet dækker kun de sommerhusejere, der har en anden primær bolig og dermed udelukkende bruger sommerhuset i fritiden. Dagene bliver fordelt jævnt ud over hele året, men topper i de mindre ferier samt i sommerferien.

Et sommerhus eller fritidshus bør dog også bruges i større stil – i hvert fald, hvis man kigger på det med økonomiske briller på. En beregning foretaget af Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk ekspert i Bolius, viser nemlig, at et typisk sommerhus har faste udgifter for 72.231 kr. årligt plus forbrug. Det vil sige, at bruger du kun dit sommerhus i to uger af sommerferien, vil hver dag koste på den høje side af 5.000 kr.

Bruger du det 71 dage – som den gennemsnitlige sommerhusejer gør ifølge Bolius' undersøgelse giver det en daglig pris på 1.000 kr. eksl. forbrug og transport.

Årlig udgift

Den største omkostning i beregningen er selve finansieringen af sommerhuset. I dette eksempel er sommerhuset indkøbt til 1.000.000 kr., der finansieres med et fastforrentet 2 procent realkreditlån og et 5 procent variabelt banklån. Det giver en årlig udgift på 42.457. Er der ingen gæld i huset, fx hvis du har arvet det, har købt det kontant eller færdigbetalt lånet, er det en del billigere i drift.

Hvis dit sommerhus er udbetalt, fx hvis du har arvet det, er det derfor en del billigere i drift.

Dertil kommer ejerudgifterne på små 20.000 kr. om året, el-afgift på ca. 500 kr. og generel vedligeholdelse, hvor sommerhusejerne gennemsnitligt bruger 10.000 kr. om året ifølge Bolius' undersøgelse.

Til sammen giver det lige over 72.000 kr., og dertil skal lægges forbrug samt transport til og fra sommerhuset, som hurtigt løber op i 6.500 kr. årligt.

De samlede udgifter for at eje et sommerhus bør ses på lang sigt. For eksempel vil et afdrag på lånet gøre det billigere de første år, men dyrere efterfølgende. Og sælger du dit sommerhus, vil en værdistigning eller –tab også påvirke det samlede billede.

Byg nyt sommerhus

Hver femte lejer ud

Vil du gerne tjene på at have et sommerhus – eller i det mindste holde udgifterne nede – er udlejning en kærkommen mulighed.

Ifølge Bolius' undersøgelse udlejer hver femte sommerhusejer deres sommerhus – 39 procent af dem uddyber, at de udlejer som en nødvendig indtjening for at have råd til et sommerhus.

Hvad du kan tjene på udlejning afhænger af, hvor sommerhuset er placeret og dets stand og faciliteter. Tjek med et udlejningsbureau eller andre sommerhusejere i dit område, hvad du formentlig kan tjene. Bureauerne tager et salær på op mod 40 procent, hvorimod det kræver mere tid at udleje privat, fx gennem annoncer og udlejningsportaler.

Husk, at lejeindtægter er skattepligtige, og at der findes regler for, hvor meget du må tjene på udlejning. Tjek med skat på forhånd.

Publiceret 20 May 2018 11:30

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV