46 af den franske maler Claude Monets værker trak massevis af gæster til Ordrupgaard. Foto: Ordrupgaard
46 af den franske maler Claude Monets værker trak massevis af gæster til Ordrupgaard. Foto: Ordrupgaard
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

ÅRET DER GIK: 2016 var malet med Monet

Træder Ordrupgaard et par skridt tilbage og betragter 2016, toner især åkander og broer frem

Repræsentanter fra Gentoftes kultur- og idrætsliv gør status over det forgangne år og ser frem mod det nye. Ordrupgaard gør her status.

Hvad var det vigtigste, der skete for jer i 2016?

Det har været et spændende år her på Ordrupgaard. I marts 2016 åbnede vi udstillingen 'Hjemme hos Hammershøi' om den berømte danske maler og hans stille stuer i Strandgade 30, og den 26. maj åbnede Ordrupgaards nye 'Kunstlegeplads'.

Kunstlegepladsens første værk blev Olafur Eliassons 'Vær i vejret' (2016), som er lavet specielt til Ordrupgaards park.

Den store bronze-ring indhyller parken i en sky af tåge, som børn og voksne kan lege og gemme sig i.

Og i august kulminerede mange års kunsthistoriske arbejde i åbningen af Nordens største Claude Monet-udstilling her på Ordrupgaard.

'Monet. Ud af impressionismen' præsenterede intet mindre end 46 værker, hvoraf en stor del aldrig tidligere havde været vist i Danmark. Der var høstakke, de berømte åkander og hele syv af Monets ikoniske Waterloo Bridges. Udstillingen blev vores mest besøgte nogensinde.

Hvad var den største udfordring?

De mange gæster i vores Monet-udstilling skabte lidt udfordringer – både i salene, som konstant var fyldte, og i forhold til parkering og kø foran museet.

For at undgå lange køer, indførte vi billetkøb på nettet, hvilket lettede ventetiden for tusindvis af gæster.

Parkeringsudfordringerne havde vi forsøgt at tackle tidligere på året til Kunstlegepladsens åbningsfest, hvor vi pludselig havde over 1.200 mennesker i parken! Vi opfordrede derfor vores gæster til at tage bus eller cykel, og de som alligevel tog bilen, kunne parkere i skoven omkring museet.

Hvad glæder I jer mest til i 2017?

I 2017 glæder vi os til at vise 'Pissarro. Et møde på Skt. Thomas', som ikke blot markerer 100-året for salget af de Dansk Vestindiske Øer, men også fortæller den spændende historie om mødet mellem den danske guldaldermaler Fritz Melbye og impressionismens fader, Camilla Pissarro.

Udstillingen giver en helt ny vinkel på impressionismens oprindelse og bygger på mange års forskning.

Hvad står øverst på jeres ønseseddel?

Vi behøver ikke at skrive ønskeseddel i år, for vi er så heldige, at vi allerede har fået det, vi ønskede os allermest.

I slutningen af 2017 går vi nemlig i gang med endnu en tilbygning, 'Himmelhaven', som er tegnet af Snøhetta. Tilbygningen skal huse vores samling af fransk kunst.

Vi glæder os til at komme i gang og til at kunne præsentere vores gæster for et endnu mere spændende Ordrupgaard.

Olaffur Elisassons 'Vær i vejret' hvirvlede i 2016 museets publikum ind i røg. Foto: Ordrupgaard
Olaffur Elisassons 'Vær i vejret' hvirvlede i 2016 museets publikum ind i røg. Foto: Ordrupgaard
Publiceret: 06. Januar 2017 15:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
ANNONCER
Se flere