Hospitalsdirektionens planer om at lukke Akutklinikken på Gentofte Hospital har ingen politisk gang på jorden.
Hospitalsdirektionens planer om at lukke Akutklinikken på Gentofte Hospital har ingen politisk gang på jorden.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Akutklinik ser ud til at overleve

Der er ingen politisk opbakning til at lukke Akutklinikken i Gentofte

Af Jesper Bjørn Larsen

De planer om at lukke Akutklinikken på Gentofte Hospital, som hospitalsdirektør Klaus Lunding har luftet for sine ansatte, ser ud til at være stendøde.

For nu har også regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) været ude og undsige dem.

“Der ligger en hospitalsplan, som alle partier har været med til at revidere, og hvor der står, at akutklinikken i Gentofte er et vigtigt tilbud til borgerne. Det har vi ingen planer om at ændre på, heller ikke efter et valg,” har hun udtalt til Berlingske.

Dermed har både S, V, K og DF taget afstand fra planerne, som derfor ikke vil kunne samle et flertal. Og det glæder Gentoftes borgmester Hans Toft (K), der har været en af de skarpeste kritikere af forslaget.

“Jeg er særdeles tilfreds med at have fået opbakning fra et bredt politisk flertal om at bevare den meget velfungerende akutklinik på Gentofte Hospital. Der er nu givet klare valgløfter fra partier, der med sikkerhed må forventes at udgøre et klart flertal også efter valget. Dermed undgår vi direktionens planlagte og betydelige forringelse af den lokale hospitalsservice for borgerne i Gentofte Kommune og i vores nabokommuner.”

Hans Toft er stadig vred over hospitalsdirektionens ageren i sagen.

“Forløbet har desværre været mere end uskønt med en direktion, der handlede fuldstændigt hen over hovedet på Regionsrådet og bag lukkede døre planlagde et opgør med Regionsrådets gennem mere end 10 år gentagne hospitalsplaner om at bevare Gentofte Akutklinik. Og i tillæg hertil direktionens totalt uacceptable håndtering af sine ledelsesopgaver overfor medarbejderne, som er sket på en sådan måde, at det nærmer sig egentligt ledelsessvigt.”

Har sagen påvirket din tillid til hospitalsdirektøren?

“Ja. Men i dag fokuserer jeg på det meget væsentlige og glædelige: Usikkerheden om Gentofte Akutkliniks fremtid er manet i jorden,” siger Hans Toft.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Klaus Lunding, Herlev og Gentofte Hospitals direktør, eller fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Publiceret: 09. November 2017 09:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere