De mange væltede træer har skabt et 'tomrum' i skoven.
De mange væltede træer har skabt et 'tomrum' i skoven.

Allan og Bodil lagde skoven ned

Over 250 træer i Bernstorff og Charlottenlund slotshaver blev blæst omkuld, da efterårets to storme fejede hen over Danmark. Først om 20-40 år er skoven tilbage på sit tidligere niveau

 Tip en ven    Udskriv    Kommentér   Del
Tekst og foto: Mikael Østergaard

Der blev tyndet gevaldigt ud i træerne i Bernstorff og Charlottenlund slotshaver, da orkanen Allan rasede om aftenen og natten den 28. oktober.

Ét efter ét knækkede træerne som pindebrænde, og undervejs blev et par låger og en havepavillon ramt af stammer.

Den 1. december gik tre ansatte i gang med at skove de væltede træer, men blot fire dage efter var det Bodils tur til at rasere landet. Og så blev motorsavene midlertidigt kørt tilbage på værkstedet.

"Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Allan var værst ved træerne, men Bodil lagde også mange ned. Når der først er gået hul på skoven, er de tilbageblevne træer nemlig mere vindfølsomme. Dertil kommer, at træer falder vilkårligt i en storm og i faldet beskadiger andre træer, som så også skal skoves", forklarer slotsgartner Bjarne Nørgaard.

Slotsgartner Bjarne Nørgaard foran rodkagen til et væltet træ.
Slotsgartner Bjarne Nørgaard foran rodkagen til et væltet træ.

Op med rode

Slutfacit er, at slotshaverne har mistet over 150 store bøgetræer, hvortil kommer nåletræer, egetræer og birketræer samt et enkelt kastanjetræ. Totalt over 250 træer.

"Så hvor vi normalt skover 250 kubikmeter træ om året, bliver tallet i år 1.000 kubikmeter. Og det gør det ikke nemmere, at mange træer er rykket op med rod, så arbejdet bliver mere besværligt", siger Bjarne Nørgaard og tilføjer, at man nu skal i gang med at plante nye træer, men at slotshaverne først om 20-40 år vil have genvundet det tabte.

"Som slotsgartner græder jeg indvendigt, og parkens gæster er også kede af det. Alle elsker jo store og karakterfulde træer".

@Billedtext weekend højre:De mange væltede træer har skabt et 'tomrum' i skoven. Først om 20-40 år vil de nyplantede træer have fuld højde og omfang.
@Billedtext weekend højre:De mange væltede træer har skabt et 'tomrum' i skoven. Først om 20-40 år vil de nyplantede træer have fuld højde og omfang.

Syge træer

Af sikkerhedshensyn fik Bernstorff Slotshave i efteråret udarbejdet en risikovurdering og registrering af træer, der står langs stier og veje. Den viste, at mange er angrebet af svamp og dårlig grenstruktur.

"Vi holder træerne under observation, men fælder nu 50 træer, der er i farezonen for at vælte ned på stier og veje. Havens gæster vil derfor opleve, at tilsyneladende sunde træer bliver skovet, for de kan jo ikke umiddelbart se, at træerne er angrebet af svamp", forklarer Bjarne Nørgaard.

Publiceret: 17. Januar 2014 06:00
Del på Facebook
Ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Villabyerne