Eva Maria Fredensborg er født i Sverige, men har boet i Gentofte, siden hun var to år. Og hendes nye bog er svær at lægge fra sig, mener Villabyernes anmelder.
Eva Maria Fredensborg er født i Sverige, men har boet i Gentofte, siden hun var to år. Og hendes nye bog er svær at lægge fra sig, mener Villabyernes anmelder.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Anmeldelse: Fortidens had og løgne

En tilsyneladende ensom kvinde har begået selvmord. Eller har hun? Sådan lyder plottet i Gentofte-forfatteren Eva Maria Fredensborgs nye krimi, som vor anmelder slugte i ét hug. Fire ud af fem stjerner, lyder dommen

Af Louise Møller

Mord eller selvmord. National Efterforsknings Center, en pendant til Rejseholdet, kaldes ud til et sommerhus, hvor Hannah Lundgreen bliver fundet død i en blodpøl.

Umiddelbart ligner det selvmord. Med i efterforskningen er den unge sociologistuderende Asta, som skriver speciale og udfører sit feltarbejde blandt kriminalforskere og retsteknikere.

Det viser sig hurtigt, at hendes mistanke og teorier om hændelsesforløbet er en anden end politiets, som er tæt på at henlægge sagen som selvmord.

Den døde kvindes baggrund bliver endevendt, og med hverken fjender eller familie i hendes liv står NEC på bar bund. Den snarrådige Asta deler sine tanker med psykiater og profileringsekspert, Robert Strand, som også begynder at stille spørgsmål ved Hannah Lundgreens død.

Snart viser det sig, at Astas mistanke om, at Hannah Lundgreen ikke var alene, da hun døde, er mere rigtig, end hun kunne forestille sig. Da efterforskningsholdet vender blikket mod fortiden, begynder en intens jagt på motiv og bevis i kapløb med tiden.

'Min mund er lukket' af Eva Maria Fredensborg er en selvstændig opfølger til hendes debutroman 'Èn gang morder'. Denne gang følger vi Astas observationer, og takket være hende, og en ualmindelig fraværende chef for foretagendet, viser det sig, at fortidens skab rummer grumme skeletter.

Miljøet er velbeskrevet, og sproget oser af overskud med små humoristiske betragtninger. Plottet er enkelt bygget op, og tvivlsspørgsmålet om dødsfald er set før i krimier, men med en masse tråde og åbne spørgsmål bliver man som læser stimuleret side for side.

Eva Maria Fredensborg formår at holde fokus og undlade store beskrivelser af irrelevante betragtninger. Som læser er man med hele vejen, og med et vellykket og velbeskrevet persongalleri er den ikke kun medrivende. Den er ganske enkelt svær at slippe. Det skal den belønnes med fire stjerner for.

'Min mund er lukket' af Eva Maria Fredensborg udkommer den 21. februar på Forlaget Elg & Co.

Publiceret: 20. Februar 2014 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt