Vilhelm Hammershøis ’Solregn, Gentofte Sø’ fra 1903.
Vilhelm Hammershøis ’Solregn, Gentofte Sø’ fra 1903.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Anmeldelse: Kendt kunstsamling begyndte med en ko

Villabyernes anmelder har kigget nærmere på den nye udgivelse ’Dansk kunst på Ordrupgaard’

Af Hans Ovesen

Der var gang i de private kunstsamlere i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Med entusiasme og udpræget sans for den gode kunst indkøbte de billeder af både afdøde og samtidige malere, og i mange tilfælde forærede de siden deres samlinger til offentligheden.

Det gælder brygger Jacobsen med Glyptoteket, Nivaagaardsamlingen, Hirschsprungs Samling og Davids Samling. I samme periode åbnede Skagens Museum og Faaborg Museum. Der var stor interesse for kunst.

I 1918 slog forsikringsmanden Wilhelm Hansen og hans hustru Henny dørene op til deres hjem og kunstsamling. Ordrupgaard var oprindelig tænkt som familiens sommerresidens, men allerede inden huset stod færdigt, besluttede de at benytte det som helårsbolig.

Der var billeder på alle vægge - Wilhelm Hansens samling af franske impressionister og samlingen af dansk kunst fra Eckersberg til Peter Hansen og Theodor Philipsen.

Nu i 100-året for Ordrupgaards åbning udgiver museets direktør Anne-Birgitte Fonsmark 'Dansk kunst på Ordrupgaard', en bog om Wilhelm og Henny Hansen, om Ordrupgaard og ikke mindst om den danske del af museets permanente billedsamling med en præsentation af 69 af samlingens værker.

Syende pige skabte vrede

Værkerne er på turné rundt i Danmark i 2018-19, hvor museet er lukket på grund af ombygning og udvidelse.

Anne-Birgitte Fonsmark skriver interessant om de undertiden bitre trakasserier, der i hvert fald siden Eckersberg fandt sted mellem kunstnerne om den “rette” kunstopfattelse.

Et eksempel er den vrede, det udløste blandt de unge malere, da Hammershøis ukunstlede portræt af en ung pige, der syr, blev forkastet af juryen ved Charlottenborgudstillingen. Kontroversen menes at have været medvirkende til oprettelsen af Den frie Udstilling i 1891.

Wilhelm Hansen var opmærksom på stridighederne, og der var tydelige præferencer også i hans valg af billeder og kunstnere.

Han foretrak den uprætentiøse og følsomme Eckersbergelev Christen Købke frem for den ofte noget tørt didaktiske Eckersberg selv, ligesom han undgik Skagensmalerne og J. F. Willumsen til fordel for blandt andre de fynske ”bondemalere” Fritz Syberg og Peter Hansen. Som Anne-Birgitte Fonsmark bemærker:

“Med stor konsekvens gik Wilhelm Hansen udenom alt, der blot rummede det mindste element af virtuositet i udtryksmidlerne”. Så forskellige malere som Vilhelm Hammershøi og ”den danske impressionist” Theodor Philipsen var blandt Wilhelm Hansens favoritter, og det er karakteristisk, at det første billede han købte, var af J.T. Lundbye, et lille, mørkt, spontant malet billede af en ko!

Havestuen på Ordrupgaard i 1931.
Havestuen på Ordrupgaard i 1931.

Åndedrag fra det abstrakte

Wilhelm Hansen interesserede sig intenst for sin samtid, og både boligen, dens indretning og kunstsamlingen er udtryk for at ville det moderne.

Mange af blandt andre Hammershøis billeder er i deres rene flader og klare geometri og farvekomposition kun et åndedrag og nogle få år fra det abstrakte maleri.

I bogen er der uheldigvis byttet om på nummereringen af to af billederne, og der er byttet om på to billedtekster. Desuden savner jeg målangivelser ved billederne.

Størrelsen er ganske væsentlig for kunstnerens intentioner og billedets udtryk.

Men når det er sagt, er det en fornem stribe billeder, der præsenteres, og Anne-Birgitte Fonsmarks billedtekster er indsigtsfulde og øjenåbnende. Hun er simpelthen eminent til at se og dygtig til at formidle.

Maleri af Christian Købke fra ca. 1937. Det har titlen ’Parti af Dosseringen med to drenge på en bro’.
Maleri af Christian Købke fra ca. 1937. Det har titlen ’Parti af Dosseringen med to drenge på en bro’.
Publiceret: 31. Januar 2018 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne