Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Anmeldelse: Velskrevet fortælling om en prins i livets lavine

Villabyernes anmelder giver fem funklende stjerner til 'UNDER BJÆLKEN', en biografi om Kronprins Frederik

Af Adam Grandjean

I otte kapitler fortæller forfatteren og journalisten Jens Andersen, som bor i Gentofte, om afgørende nedslag i Kronprins Frederiks liv fra fødslen i 1968 til kronprinsparrets aktuelle familieliv i Chr. 8.s Palæ.

Bogens otte kapitler: Dreng, Teenager, Akademiker, Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og Konge er et miks af forfatterens beretning og samtaler med de deltagende interviewpersoner, der foruden hovedpersonen selv bl.a. tæller forældrene og Prins Joachim, Kronprinsesse Mary, Kronprins Haakon af Norge, Kronprinsesse Victoria af Sverige, skolekammerater, lægen og tennistræneren Christian von Buchwald, hofchefen Per Thornit og barndomsveninden Ellen Hillingsø.

Biografien om Kronprins Frederik er udkommet på forlaget Gyldendal. Pressefoto: Gyldendal
Biografien om Kronprins Frederik er udkommet på forlaget Gyldendal. Pressefoto: Gyldendal

Den sky rebel

Lige siden sin tidlige barndom var Kronprins Frederik en rebel.

“Han kunne ikke tåle at blive dirigeret, eller at nogen bestemte over ham. Næsten alt, hvad jeg sagde, nægtede han at gøre,” fortæller den patriarkalske tugtemester Prins Henrik.

Faderens frankofile opdragelse af de to 'pseudotvillinger', Frederik og den 1 år yngre Joachim, gav anledning til en del frustrationer.

Frederiks frustrationer skyldtes desuden forældrenes manglende evne til at fortælle ham, hvad hans rolle var, og hvordan han skulle tackle den. Over for sine egne børn gør Kronprinsen i dag meget ud af at forklare, hvorfor de skal agere på en bestemt måde.

“…vi er anderledes stillet, fordi vi trods alt er dem, vi er. Vi har en titel. I min egen barndom var vores forældre ikke særlig gode til det. De var ligesom beklemte, tøvende, og kunne ikke rigtig finde ud af at fortælle os det. Det var et stort minus. Det gjorde mig usikker og til tider sky og kejtet, og senere fik jeg så slag for det i pressen, fordi jeg opførte mig mærkeligt.”

Livets lavine

Kronprinsen har altid følt det ubekvemt at skulle holde tale. Hofchefen Per Thornit, der har været en uvurderlig støtte for Kronprinsen siger:

“Jeg sagde ofte. Læs på det! Og lad nu være med at improvisere! Hold dig nu til det stykke papir, som du kender, og som vi har arbejdet med og øvet sammen. 'Det går nok', sagde han, men det gjorde det ikke altid. Når man taler i billeder, som Kronprins Frederik ofte gør, så er det ikke altid, det lykkes. Men hvis det rammer, kan det være genialt.”

Kronprinsesse Mary:

“Frederik har ordene i sig, men han skal bare få det rigtigt fra hjernen til munden. Han har ofte en helt særlig måde at sige ting på og vil jo gerne fortælle i billeder, men det kan gøre det svært, når man skal være præcis og kortfattet inde for en eller anden ramme. Der ligger nogle flotte kerner i mange af de ting, han siger, og jeg tror, at alle vil få øje på denne side af Frederik. For den er der.”

Kronprinsen:

“Mit liv startede, da jeg blev atten. Sådan har jeg altid følt det. Nu begyndte den store lavine langsomt at rulle - livets lavine - hvor man selv er herre over sit eget liv. I starten lå jeg bare inde i snebolden, der rullede. Først senere begyndte den at krakelere og falde fra hinanden, og så kom jeg langsomt ud af den.”

Kronprinsen taler i billeder. En arv fra moderen?

Nysgerrighed

Kronprinsens higen efter fysiske udfordringer, viden og menneskelig indsigt er båret af en enorm nysgerrighed, stædighed og vedholdenhed.

Han kan tale med alle, høj som lav. Bogen giver mange eksempler herpå, og hele Kronprinsens karriereforløb med Cand.scient.pol.-graden, uddannelsen som løjtnant ved Gardehusarregimentet, frømandsuddannelsen, slædeturen med Siriuspatruljen, maratonløb, Ironman og medlemsskabet af IOC er båret af disse karaktertræk.

Det samme gælder den levende interesse for samtidskunsten og for pop- og rockmusikken. Prins Henrik forsøgte forgæves at lære Frederik at spille Für Elise på klaveret.

“Det lød ganske forfærdeligt,” sagde Prins Henrik og måtte, til Kronprinsens store lettelse, give op.

Men guitar og mundharpe lærte Frederik at spille som voksen, og optrådte endda med Led Zeppelin Jam i Pumpehuset i 2007. Drengerøven Frederik fornægter sig ikke.

Down under

Kapitlet Erobreren er ganske underholdende med beskrivelsen af det tilfældige møde med Mary Donaldson i Sydney under OL i 2000.

Stævnemøderne, forelskelsen, tvivlen, den tålmodige venten, kispus med pressen, indsmuglingen af Mary til Danmark, og ind imellem Frederiks rørende afsked med sin elskede mormor, hans 'læremester i zen-forstand', Dronning Ingrid, som i barndommen havde været hans trøst og støtte, når mor var fraværende og papa lidt for barsk.

Den 7. november ligger Dronning Ingrid for døden i Kancellihuset i Fredensborg, og Frederik haster hjem fra Queensland for at sige farvel. Dronning Margrethe:

“Jeg er temmelig sikker på, at mor ventede på, at Frederik skulle komme hjem, og så døde hun samme eftermiddag.”

Prins Joachim:

“Det siges, at høresansen er den sidste sans, man mister, når man langsomt lukker ned. Min bror fik enrum med vores mormor, og der har utvivlsomt været en kontakt, som var mere end envejs, og som sikkert har handlet om, at hun kunne gå i døden med vished om, at han havde mødt kvinden i sit liv, og var på rette spor.”

IOC

Sportsfreak Frederik brænder for idrætten og den olympiske idé, og bliver derfor kørt i stilling som nyt medlem af IOC (Internationale Olympiske Komite), på trods af advarsler fra pressen og de politiske iagttagere. Kronprinsen:

“Da jeg i 2006 meddelte, at jeg agtede at stille op som kandidat til IOC, sagde kritikerne, at det var begyndelsen til enden for monarkiet, og at sport og politik aldrig må blandes. Pressen opfattede mig som en blåøjet og ikke særlig analytisk mand.”

Kronprinsen har dog vist sig at kunne navigere bl.a. i forbindelse med spørgsmålet om udelukkelsen af Rusland i Rio. At han var på nippet til at trække sig, fremgår af bogen, men Kronprinsen hænger på, og hans kandidatur støttes af statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Frederiks møde med pressen ved annonceringen af hans kandidatur var en hård nyser. Per Thornit:

“Han var ikke nogen snu politiker ved den lejlighed, og solgte ikke sig selv særlig godt. Han var alt for ærlig, så det kom til at virke lidt naivt.”

Frederik blev valgt, men stormen rasede.

Kronprinsesse Mary: “Det var en meget, meget svær periode for ham. Han fik ikke mange chancer og blev ofte hængt ud. Men Frederik er en stærk person, og når han vil noget, har han en udholdenhed og en tro på, at han nok skal klare det, og finde den balance, som alle dengang mente ikke fandtes i ham.”

Det lover godt for Kronprinsens kommende virke som Konge af Danmark.

Bogen om Kronprinsen, hvis titel hentyder til den afsluttende stroppetur i frømandsuddannelsen, er yderst velskrevet og indeholder foruden talrige fotografier et udvalg af sange, som ligger som et lyrisk bånd nederst på siderne.

Soundtracket til Kronprinsens liv er en vigtig del af fortællingen om ham.

Den gerontologiske anmelder bemærker, at Bob Dylan ikke er med på båndet.

Publiceret: 15. November 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt