Lisbet Dahl som Frau Merkel in der Mitte. Foto: Henrik Petit
Lisbet Dahl som Frau Merkel in der Mitte. Foto: Henrik Petit
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Anmeldelse: Veteranernes sejrsmarch i Cirkusrevyen

Donald Trump, Angela Merkel og Inger Støjberg er hovednavnene i årets cirkusrevy, der har den rette blanding af store grin, elegant satire og raffinerede ondskabsfuldheder. Og indpakningen er som altid festlig og professionel.

Af Mikael Østergaard

Bortset fra Lise Baastrup, der kun har sin anden sæson i teltet, består årets trup i Cirkusrevyen af garvede superveteraner.

Ulf Pilgaard debuterede i 1968 og medvirker for 37. gang, Henrik Lykkegaard er med for 17. gang, Niels Ellegaard er gået i gang med sin 11. sæson og Lisbet Dahl, der undervejs har været skuespiller, kunstnerisk leder og instruktør, medvirker for 31. gang.

Det kunne være fatalt med så mange gengangere, men dels fornyr de sig hvert år, dels er der ingen erstatning for erfaring og klasse. Publikum elsker dem, og med god grund.

Politikere på slap line

Carl-Erik Sørensen er også i år storleverandør af tekster. Den erfarne tekstforfatter er ekspert i de politiske parodier, og dem er der heldigvis mange af i årets cirkusrevy. Og alle sidder lige i skabet.

Det begynder med 'Kagekonen', hvor udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har taget på, fordi hun spiser en kage, hver gang en udlænding er blevet sendt hjem. “Jo længere tur, jo mere glasur”, “er det en ekstremistisk lømmel, skal der ekstra krymmel” og “når et asylcenter lukker, så må jeg ha' sukker”. Genial tekst og fremragende leveret af Lise Baastrup, der får det ondskabsfulde budskab til at glide ned med et sukkersødt smil.

Så går forbundskansler Angela Merkel i skikkelse af Lisbet Dahl på scenen for at slå et slag for EU: “Vi må gøre noget ve' det og helst mit Mutter in der Mitte” - ledsaget af “Ich bin en Spassmacher”, sagt med trætte øjne og nedadvendte mundviger.

Men så opfordrer Frau Merkel til fællessang: “Juhu, Juhu, Juhu, vi er vilde med EU”, og da publikum ikke synger højt nok, lyder truslen: I skal synge med, sonst haben wir andere Methoden”.

Henrik Lykkegaard har fået opgaven at præsentere Donald Trump i 'Verdens Største'. Det sker med affarvet hentehår, trutmund og opadvendte tommelfingre, så man har svært ved at se forskel på skuespilleren og originalen. “Jeg kunne godt tænke mig at smadre en masse lande - og selvfølgelig America first”, tordner præsidenten og tilføjer “Jeg har verdens korteste lunte, og jeg ved, hvor I bor” og kigger truende på publikum, der jubler, så teltet er ved at lette.

Lidt svagere blandt de politiske budskader står 'LA LA LA' om Liberal Alliances landsmøde. Især Joachim B. Olsens figur er for pjattet, mens Lisbet Dahl tager kegler som Thyra Frank, der medbringer en flaske Baileys for at få det hele til at glide lettere ned. Igen undrer man sig over, hvordan man på så kort tid kan nå klæde om og blive sminket til en så krævende figur.

Er det Henrik Lykkegaard eller Donald Trump? Det er svært at se forskel. Foto: Henrik Petit
Er det Henrik Lykkegaard eller Donald Trump? Det er svært at se forskel. Foto: Henrik Petit

Posten SKAL ud

Blandt de ikke-politiske numre tager Ulf Pilgaard førsteprisen som pensionisten, der langt ude i skoven forgæves leder efter en postkasse. Den gode, gamle røde postkasse, vel at mærke, og ikke en af de private postkasser, som en eller anden har besluttet, at alle skal have, selv om der ikke længere sendes breve. “Posten SKAL ud, og det må man sige, den kommer, når der fyres 4000”, sukker Ulf Pilgaard og leder videre efter sin postkasse.

Ulf Pilgaard er også skuespilleren i 'Sus i skørterne', der skal sørge for effektivisering og mere tempo i kirken, “Slut med rejs jer op, sæt jer ned, rejs jer op, sæt jer ned. Alene her kan der spares 7-8 minutter”, foreslår Pilgaard i fuld ornat.

Lise Baastrup demonstrerer en fantastisk stemme i sangen om sit smertefulde tab af sin Uber-chauffør, og Niels Ellegaard har et fint nummer som Atman fra Indien, der har etableret sig som pissemand - noget med pc'er. Ellegaard er altid god, når han skal spille en mand fra Mellem- eller Fjernøsten, men har også et sjovt og tankevækkende nummer, hvor han oplister alle de egenskaber, der kræves for at blive en god dansker.

Henrik Lykkegaard er ikke kun skuespiller, men også leverandør af fem tekster, hvor den bedste er 'De grå synger' om de tudsegamle pensionister, der skal blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt, selv om de hverken kan høre, gå eller tænke. Også hans tyrefægterdans med en fotokopieringsmaskine er godt tænkt, og i 'Kærlig hilsen' sender Ulf Pilgaard en smuk hilsen til afdøde Claus Ryskjær.

Ditte Hansen og Louise Mieritz har skrevet en fin sang 'Diva Dahl' til Lisbet Dahl, der tager kampen op med Cirkusrevyens kvindelige dansere for at vise, at alder ingen grænser har. Konkurrencen er hård, og hun chikaneres af de unge, men Lisbet står selvfølgelig distancen.

Deltagerne på Liberal Alliances landsmøde: Anders Samuelsen, Thyra Frank, Joachim B. Olsen og Ole Birk Olesen. Foto: Henrik Petit
Deltagerne på Liberal Alliances landsmøde: Anders Samuelsen, Thyra Frank, Joachim B. Olsen og Ole Birk Olesen. Foto: Henrik Petit

Overgår sig selv

Som altid i Cirkusrevyen står de numre, der bygger på ord- og personforviklinger, hvor resultatet og pointen er givet på forhånd, svagest i billedet. Men det er småting, og selv de består eksamen.

Det hele rammes ind af otte dygtige dansere, der i en fantasifuld scenografi leverer dans fra yndefuld ballet til akrobatik og svingende rytmer.

Konklusionen er, at Cirkusrevyen endnu engang overgår sig selv. Det synes umuligt, men er faktisk tilfældet.

Inger Støjberg alias Lise Baastrup nyder en kage, hver gang en udlænding bliver sendt hjem. Foto: Henrik Petit
Inger Støjberg alias Lise Baastrup nyder en kage, hver gang en udlænding bliver sendt hjem. Foto: Henrik Petit
Holdet bag endnu en succes i cirkusteltet. Foto: Henrik Petit
Holdet bag endnu en succes i cirkusteltet. Foto: Henrik Petit
Publiceret: 19. Maj 2017 12:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere