Damedoublen ved Kamilla Rytter Juhl og Sara Thygesen er et stærkt kort for SIF.
Damedoublen ved Kamilla Rytter Juhl og Sara Thygesen er et stærkt kort for SIF.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Badminton: Fjerbold-sejre til både Gentofte og Skovshoved

Torsdag aften spillede både Gentofte og Skovshoved på hjemmebane - og begge sejrede i badmintonens Superliga, Badmintonligaen

Det var nok ventet, at Skovshoved ville vinde sin første hjemmekamp i Badmintonligaen, efter de lagde ud i suveræn stil med sejr i Solrød et par dage tidligere.

Men at bysbørnene fra Gentofte, nyoprykkede til Badmintonligaen, også sejrede, var lidt af en overraskelse, da der torsdag aften var dobbelt-op på sublim badminton-underholdning i kommunen.

Sæsonens første sejr

For netop oprykkerne fra Gentofte hentede sæsonens første sejr i landets bedste række, da de slog Greve med 4-2.

Tirsdag måtte de ellers se sig slået af Aarhus AB, men efter at have sundet sig et par dage, fandt Gentofte den helt rigtige pointformel frem og sikrede sig tre værdifulde point til stillingen.

Gentofte brillerede i singlerne, hvor det blev fuldt hus med sejre til Sofie Holmboe Dahl, Joshua Eipe og Mads Christophersen.

I doublerne var GBK mere på hælene, hvor kun Frederik Colberg/Line Christophersen sejrede.

På tidlig guldkurs

Favoritterne og de forsvarende mestre fra Skovshoved måtte torsdag aften undvære Mads Pieler Kolding, mens Kamilla Rytter Juhl var tilbage, efter hun sad ude i førsterundekampen mod Solrød Strand.

Billedet var dog hurtigt klart, for Skovshoved-holdet rummer så megen rutine, at de nævnte udskiftninger i truppen overhovedet ingen uro betød. Og derfor blev det også en overlegen holdsejr med de suveræne cifre 6-0, som sendte gæsterne fra Odense OBK retur til Fyn med en syngende lussing.

Ydmygelsen blev ikke mindre af, at Odense-mandskabet kun tvang en eneste kamp, damesinglen mellem Mette Poulsen og Airi Mikkela, ud i tre sæt. De øvrige fem kampe vandt skovserne i to sæt.

Man kunne også fornemme SIF-træner Henrik 'PK' Rohdes begejstring, da han med stor jubel applauderede herredouble-sejren, som var Skovshoveds første holdsejr. Den sejr blev i øvrigt hurtigt suppleret af damedoublen ved Kamilla Rytter Juhl/Sara Thygesen.

Mon ikke 'PK' i særlig grad glædede sig over, at debutanten Rasmus Eigtved så glimrende gled ind i sammensætningen med Mads Conrad-Petersen i herredoublen?

SIF-træneren sender nu sine mange talenter til Østen, hvor de spiller i Korea og Japan.

5. oktober spiller holdet hjemme mod Vendsyssel.

Publiceret: 11. September 2017 19:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere