Beboerforeningen på Ordrup Jagtvej nr. 65 til 81 har haft to brande inden for de seneste fem år. 
Den sidste medførte et dødsfald.
Beboerforeningen på Ordrup Jagtvej nr. 65 til 81 har haft to brande inden for de seneste fem år. Den sidste medførte et dødsfald.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Beboerforening fik bippende livreddere

60 lejligheder på Ordrup Jagtvej har fået installeret røgalarmer i kølvandet på to brande, hvoraf en fik dødelig udgang

To brande inden for fem år har sat fut i bekymringerne hos beboerne på Ordrup Jagtvej nr. 65 til 81.

Ganske få af beboerforeningens 60 lejligheder er nemlig udstyret med en røgalarm.

Men det blev der i sidste uge lavet om på, da Beredskab Øst kom forbi adressen med boremaskiner og stiger for at montere bippende livreddere hos alle, der manglede sådan én.

“Vi er meget glade,” siger Jan Hamiliton Clausen, der er formand for beboerforeningen og ham, der har spurgt Tryg Fonden, om den ville donere alarmer til stedet.

Han hører til flertallet af beboerne, der enten aldrig har fået sat en røgalarm op eller på et tidspunkt har taget den ned, fordi den begyndte at larme på tidspunkter, den ikke skulle.

“Jeg er ikke så meget hjemme, og jeg ryger ikke og tænder aldrig lys,” siger Jan Hamilton Clausen om grunden til, at han også skulle have besøg af de mørkeblåklædte mænd fra Beredskab Øst.

Fik folk ud af opgangen

En af dem, der har haft ilden helt tæt på, er Eva Hansen. Sidste år brændte den ene af stuelejlighederne i hendes opgang. Og beboeren af denne overlevede ikke.

“Min nabo opdagede røgen, og så rendte jeg op i opgangen og bankede på døre og fik folk ned. Brandvæsenet var her meget hurtigt og fik brudt døren op til lejligheden. Vi andre kom ind i naboopgangen. Det var jo om aftenen ved ellevetiden, og jeg havde bare mine Mao-sko og joggingtøj på. Vi hundefrøs,” fortæller Eva, der engang havde en røgalarm hængende, men blev træt af, at den bippede uden grund.

Der blev skruet alarmer op i stort set alle af beboerforeningens lejligheder. Det stod Beredskab Øst for.
Der blev skruet alarmer op i stort set alle af beboerforeningens lejligheder. Det stod Beredskab Øst for.

Svært at få gjort

Og det er en svær disciplin at sørge for, at røgalarmerne bliver en del af hjemmet, forklarer beredskabchef for Beredskab Øst, Rasmus Storgaard.

“Problemet med røgalarmer er, at man først og fremmest skal få folk til at købe dem. Så ligger de der på bordet med alle de andre ting, man skal have ordnet. Vi ser mange eksempler på, at folk køber dem, men ikke sætter dem op. Så er der dem, der sætter dem op, men ikke funktionsafprøver dem. Det er skørt, når nu man populært sagt kan redde sit liv for 50 kr.,” siger han og uddyber, at det især er enlige ældre mænd, der bliver ofre for brande i Danmark, og at borgere over 60 år i det hele taget er mere tilbøjelige til ikke at eje en røgalarm.

Derfor har Beredskab Øst også sat gang i et pilotprojekt i Herlev Kommune, hvor hjemmeplejen uddannes til at montere alarmer hos de ældre, de kommer ud til.

“Og det vil vi gerne udbrede til andre kommuner,” siger Rasmus Storgaard.

Besøget hos beboerforeningen på Ordrup Jagtvej, hvor 60 røgalarmer sponsoreret af TrygFonden blev sat op i hhv. lejligheder og opgange, skete som led i et samarbejde mellem Brandsikker Bolig og det lokale beredskab.

Formand for beboerforeningen på Ordrup Jagtvej 65 til 81, Jan Hamilton Clausen glæder sig over, at alle lejligheder nu er udstyret med en røgalarm.
Formand for beboerforeningen på Ordrup Jagtvej 65 til 81, Jan Hamilton Clausen glæder sig over, at alle lejligheder nu er udstyret med en røgalarm.
Publiceret: 02. Januar 2018 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt