Thorbjörn Bache og Morten Grundsøe driver sammen bedemandsforretningen Godafsked, der nu har hjemme på Rådhusvej 8. Foto: Signe Haahr Pedersen
Thorbjörn Bache og Morten Grundsøe driver sammen bedemandsforretningen Godafsked, der nu har hjemme på Rådhusvej 8. Foto: Signe Haahr Pedersen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bedemænd puster liv i det gamle posthus

Rådhusvej har fået en ny beboer, der mener, at døden skal være ligeså nem at planlægge som en flyrejse

De ville egentlig ikke være bedemænd. It-kollegerne Thorbjörn Bache og Morten Grundsøe.

Men så døde Mortens far i 2010, og hans oplevelse med at planlægge begravelsen, var så dårlig, at han fik lyst til at gøre noget ved det.

“Det var prisen, der slog ham mest. Den fik han først efterfølgende. Undervejs var den eneste pris, han havde set, prisen på kisten,” fortæller Thorbjörn Bache og forklarer, at det i begyndelsen var planen, at de ville udvikle en hjemmeside, som samlede og sammenlignede landets bedemænds priser.

“Men vi ringede til 400 bedemænd, og kun én vendte tilbage.”

Hverken han eller Morten Grundsøe var dog på det tidspunkt i 2011 klar til at opgive idéen, og derfor besluttede de at forlade deres job på Microsoft i Hellerup og starte deres egen forretning.

Godafsked hedder den, og i starten af september flyttede den i nye lokaler på Rådhusvej 8 i Charlottenlund - dér, hvor posthuset plejede at ligge.

Døden som pakkeløsning

Ud over de to stiftere og nogle kontormedarbejdere, har Godafsked 18 bedemænd rundt omkring i landet.

Konceptet har rod i den oprindelige idé, der handler om at gøre det tydeligt fra begyndelsen, hvad begravelsen eller bisættelsen koster.

“Vores måde at tænke forretning på er nok lidt anderledes i branchen, fordi vi tænker det som et it-selskab. Mange bedemænd ser nok mere forretningen som et taxameter,” siger Thorbjörn Bache og uddyber, at de blandt andet er blevet inspireret af teleselskabers pakkeløsninger og rejseselskabers måde at sælge flybilletter på.

Men døden er trods alt noget andet end sms-takst og vinduesplads.

“Nogle gange, når folk spørger, hvad jeg laver, og jeg siger, jeg er bedemand, tænker jeg: 'Gud ja, det er det, jeg er',” siger Thorbjörn Bache, der dog ikke savner tiden som IT-mand.

“I den verden var ros lig med bonus på lønsedlen, og hverdagen var skældud og skidebalder fra kunderne. Det her job er meget mere givende. Nu sidder jeg og snakker med folk om følelser, og vi får mails bagefter, hvor de siger tak.”

Publiceret: 14. September 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere