Brandvæsenet var hurtigt fremme på stedet med to biler og seks mand, der fik slukket branden. Foto: Bjørn Nielsen, www.bpln.dk
Brandvæsenet var hurtigt fremme på stedet med to biler og seks mand, der fik slukket branden. Foto: Bjørn Nielsen, www.bpln.dk
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Bennys Pølsevogn gik op i flammer

Nordsjællands Politi efterforsker sagen som en påsat brand, for en ung mand blev set løbe væk fra stedet

Af Jesper Bjørn Larsen

Sent tirsdag aften udbrændte Bennys Pølsevogn på Brogårdsvej, og ildebranden var så kraftig, at to biler, der stod parkeret i nærheden af pølsevognen ved Gentofte Station, også udbrændte. Ingen personer kom noget til ved branden.

Alarmen gik kl. 22.18, og vidner har forklaret, at der lød et kæmpe brag i forbindelse med branden, muligvis udløst af et par gasflasker inde i pølsevognen, og at der kom et så stort tryk fra branden, at flere ruder blev knust.

Vidner har også forklaret politiet, at de så en mand løbe fra stedet. Han beskrives som en kortklippet, yngre mand, som var iført en sort sweatshirt. Han tog sig til armen, da han løb derfra, angiveligt fordi der var ild i hans ærme, oplyser politiassistent Hanne Vraagaard fra Nordsjællands Politi.

“Det er klart, at vi gerne vil have identificeret den pågældende mand og have klarlagt, hvad hans rolle var i forhold til branden. Vi ved ikke, om det var ham, der satte ild til pølsevognen. Han kan i teorien også bare have været en forbipasserende, der prøvede at slukke ilden,” siger efterforskningsleder Kenneth Støvhase fra Nordsjællands Politi.

Så længe politiets teknikere arbejder med at klarlægge brandårsagen, vil han ikke gå i detaljer med politiets efterforskning, men det står klart, at politiet arbejder ud fra en teori om, at branden var påsat.

Nordsjællands Politi har forhørt sig hos områdets hospitaler for at høre, om nogen har henvendt sig med brandsår. Det har ikke været tilfældet.

Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra vidner til branden. Ring på tlf. 114, hvis du har set eller hørt noget.

Det er en navnkundig pølsevogn, der nu er ødelagt af flammer. Benny Larsen havde sin pølsevogn fra 1999-2013, hvor hans søn Brian Larsen overtog den. Foto: Bjørn Nielsen, www.bpln.dk
Det er en navnkundig pølsevogn, der nu er ødelagt af flammer. Benny Larsen havde sin pølsevogn fra 1999-2013, hvor hans søn Brian Larsen overtog den. Foto: Bjørn Nielsen, www.bpln.dk

Publiceret: 27. September 2017 12:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt