Melissa Fleming har fortalt Doaa Al Zamels historie i bogen ‘Håb’.
Melissa Fleming har fortalt Doaa Al Zamels historie i bogen ‘Håb’.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Biblioteket anbefaler: ’Håb’ af Melissa Fleming

Af litteraturkonsulent Signe Langtved Pallisgaard, Gentofte Hovedbibliotek

Det er få bøger, der får lov til at stjæle min nattesøvn, men en af dem er Melissa Flemings bog 'Håb', der er så chokerende, stærk og vigtig læsning, at jeg ikke var i stand til at lægge bogen fra mig før de tidlige morgentimer.

Da Melissa Fleming, som er talskvinde for FN's Flygtningehøjkommissariat, hørte om Doaa Al Zamel, fløj hun til Kreta for at møde kvinden med den ubærlige historie, så denne kan være et vidnesbyrd om de farer, som millioner af mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner udsætter sig selv for i forsøg på at nå i sikkerhed og undslippe krig, vold og død i deres hjemland.

Doaa, der var en helt almindelig pige fra en landsby i Syrien, endte i 2015 med at være en af 500 flygtninge stuvet sammen på en fiskekutter med kurs mod Europa.

Kutteren blev bevidst kæntret med ordene 'Let the fish eat your flesh', og ud af de 500 overlevede kun 11, som blev samlet op af vandet fire dage senere.

Doaa var blandt de overlevende – hendes forlovede, Bassem, var ikke. Han druknede for øjnene af hende. Hun reddede livet ved at klynge sig til en badering, og tre børn blev afleveret i hendes arme af ulykkelige pårørende, inden de selv opgav kampen.

Bogen er et led i Melissa Flemings arbejde med at give stemme til mennesker fra krigszoner og flygtningelejre, som er blevet tvunget til at forlade hus og hjem, men den er samtidig et stærkt litterært værk, om hvilket Khaled Hosseini, der er forfatter til bl.a. 'Drageløberen', siger:

“Melissa Flemings fortælling om en ung syrisk kvindes søgen efter fred og sikkerhed er en bog skrevet for vores tid. På hver eneste side blander tab og håb sig. På hver eneste side er den menneskelige pris for den værste humanitære krise i vores tid smerteligt, hjerteskærende tydelig. Dette er en følelsesmæssig læsning, til tider smertefuld, men det er frem for alt en stor hyldest til håb, modstandsdygtighed og menneskets hjerte, som dybt inde rummer nåde og generøsitet.”

Publiceret: 08. September 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere