Pressefoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Biblioteket anbefaler: J.M. Coetzees ’Vanære’ er et påtrængende mesterværk

Af Signe Langtved Pallisgaard, Gentofte Hovedbibliotek

Pak en klassiker i sommerferiekufferten og få rykket ved verden, som du kender den. J. M. Coetzees roman 'Vanære' er et uforglemmeligt og påtrængende mesterværk, der fortjener at blive læst og genlæst i ét væk.

Vi møder hovedpersonen, David Lurie, der er professor på et universitet i Cape Town. Han er dog ligeså uengageret i romantikkens digtere, som de elever, han underviser, er det. Romanen starter lige på og hårdt: ”I betragtning af hans alder, tooghalvtreds og fraskilt, synes han selv at han har løst problemet med sex ganske godt. Hver torsdag eftermiddag kører han ud til Green Point. Præcis klokken to trykker han på summeknappen ved indgangen til Windsor Mansions, nævner sit navn og træder ind. Ved døren til nr. 113 står Soraya og venter på ham.”

Da Soraya en dag forsvinder, indleder David Lurie et forhold til én af sine kvindelige studerende, hvilket er et fejltrin, der ender med at få ham fyret. Herefter rejser han ud på landet til sin datter Lucy, der bor alene på en farm, hvor hun dyrker grøntsager og driver et hundepensionat. David Luries og datteren er vidt forskellige, men de nyder alligevel hinandens selskab lige til den dag, tre sorte mænd bryder ind på farmen, dræber hundene, slår David Lurie ned og voldtager Lucy.

Lucy nægter at melde det til politiet, og da voldtægten resulterer i en graviditet, vælger hun at beholde barnet. 'Vanære' er meget mere end en roman om Sydafrika efter apartheidregimets fald – den er meget mere end en roman om kulturelle sår, der ikke kan hele, det er et uudgrundeligt storværk om ur-menneskelig skyld og soning.

Bogens sprog er intet mindre end mesterligt: knapt, præcist og uendelig lyrisk. Det er en fantastisk at læse Coetzee – uanset hvor barsk temaet end måtte være. John Michael Coetzee er født i 1940 i Sydafrika.

Han er af afrikaanerfamilie, men opdraget i engelsksprogede skoler, uddannet som matematiker og lingvist i USA, fra 1971 litteraturforsker ved universitetet i Cape Town. Med denne bog vandt Coetzee i 1999 for anden gang Booker Prisen. Første gang var i 1983 med bogen Historien om Michael K. I 2003 modtog han Nobelprisen i Litteratur.

J. M. Coetzees roman ’Vanære’ er et uforglemmeligt mesterværk, der fortjener at blive læst og genlæst i ét væk, lyder ugens boganbefaling.
J. M. Coetzees roman ’Vanære’ er et uforglemmeligt mesterværk, der fortjener at blive læst og genlæst i ét væk, lyder ugens boganbefaling.
Publiceret: 14. Juli 2017 20:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!