Kristín Marja Baldursdóttir, der er født i 1949, er en prisvindende islandsk forfatter. Pressefoto
Kristín Marja Baldursdóttir, der er født i 1949, er en prisvindende islandsk forfatter. Pressefoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Biblioteket anbefaler: Kristín Marja Baldursdóttirs ’Havblik’

Af litteraturkonsulent Signe Langtved Pallisgaard, Kultur, Gentofte Kommune

'Havblik' er den slags roman, man først kan lægge fra sig, når man har læst sidste side. En roman, man ikke skal tvinge sig ind i, men som byder én velkommen og stille og roligt åbner sit univers.

Den snart 60-årige Flora fra Reykjavik er blevet skilt, og da hun også mister sit job, kaster det hende ud i et stort tomrum. På sin families opfordring rejser hun ud til en lille fiskerbygd i Vestfjordene for at male et sommerhus. Det er vinter, det er mørkt, der er snestorm og hun er ensom.

Men snart møder hun en organist og tre udenlandske kvinder, som arbejder på fiskefabrik. Alle har de en historie, som har ført dem til bygden, alle kæmper de med sorger, men de synger som engle.

I bygdens isolation spiller vejret på alle sine instrumenter, og sjælen synger med af fuld hals.

'Havblik' er en stilfærdig, veloplagt, beskeden og rørende roman om kærlighed, venskab og et samfund, der på én gang holder folk oppe, og holder dem i et jerngreb.

Kristín Marja Baldursdóttir, der er født i 1949, er en prisvindende islandsk forfatter.

Hun blev uddannet folkeskolelærer i 1970 og blev senere bachelor i tysk og islandsk fra Islands Universitet. Siden har hun arbejdet som folkeskolelærer og journalist ved Morgunblaðið.

Baldursdóttir debuterede som forfatter med romanen 'Mågelatter' i 1995, men er mest anerkendt for miniserien om kvinden Karitas, der skildres fra barndommen til livet som moden kvinde.

I disse bøger fremskriver Kristín Marja Baldursdóttir et historisk billede af Island, set gennem de skæve og anderledes øjne på en kvindelig kunstner. Kristín Marja Baldursdóttirs værker er også oversat til tysk, fransk, nederlandsk og svensk.

’Havblik’ er en stilfærdig, veloplagt, beskeden og rørende roman om kærlighed, venskab og et samfund, der på én gang holder folk oppe, og holder dem i et jerngreb. Pressefoto
’Havblik’ er en stilfærdig, veloplagt, beskeden og rørende roman om kærlighed, venskab og et samfund, der på én gang holder folk oppe, og holder dem i et jerngreb. Pressefoto
Publiceret: 08. Januar 2018 10:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne