Maren Uthaug, født i 1972, debuterede i september 2013 med romanen 'Og sådan blev det' og er fast tegner for Politiken. Hun er, som hun selv skriver: ”Halv samisk. Halv norsk. Ret dansk.” Du kan høre Maren Uthaug fortælle om romanen på Gentofte Hovedbibliotek onsdag den 20. november kl. 17.
Maren Uthaug, født i 1972, debuterede i september 2013 med romanen 'Og sådan blev det' og er fast tegner for Politiken. Hun er, som hun selv skriver: ”Halv samisk. Halv norsk. Ret dansk.” Du kan høre Maren Uthaug fortælle om romanen på Gentofte Hovedbibliotek onsdag den 20. november kl. 17.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Biblioteket anbefaler: 'Og sådan blev det'

Af litteraturkonsulent Signe Pallisgaard, Gentofte Hovedbibliotek

”Dagen før deres niårs bryllupsdag spyttede Rihtta Knut i ansigtet. Det var ikke første gang, hun gjorde det. Det særlige var, at det var sidste gang. For en måned efter kørte Knut sydpå og kom ikke tilbage. Men det var der endnu ingen af dem, der vidste. Rihtta greb sit sjal og gik med hårde skridt mod døren, som hun smækkede efter sig. Han havde spurgt, om hun ville vaske hans skjorter. ”Vask dit lort selv,” havde hun hvislet sammen med en række samiske bandeord hvoraf Knut kun nåede at fange det, der betød horebuk.”

Maren Uthaug har skrevet en bomstærk, skøn og alvorlig debutroman om et menneske, der rives op med rode.

Engang i begyndelsen af 1970'erne tager norske Knut til Nordnorge. Her falder han for samekvinden Rittha. Sammen får de pigen Risten, som vokser op med naturen og mormorens overtro i blodet.

Men da den sindssyge moster Ravna, der bor på fjeldet med sin bror, truer med at kidnappe Risten – og Knut samtidig møder danske Grethe med pagehår – tager han Risten med til Sønderjylland, hvor hun får pålagt navnet Kirsten.

Alle bånd til hendes mor kappes brutalt over, og den selvudnævnte 'nye mor' forsøger at tie pigens oprindelse ihjel. Dette overgreb mod hendes identitet beskrives så hjerteskærende, men samtidig nuanceret, at man slet og ret går i ét med fortællingen. Heldigvis finder Kirsten en ven i flygtningedrengen Niels, med hvem hun skaber en verden, der fra et skur i baghaven holder sammen på hendes tilværelse. De to børn garderer sig mod 'de underjordiske' ved hjælp af sølvgenstande – og Niels (og overtroen) bliver hendes bindeled mellem den, hun er, og den, Grethe og faderen forsøger at gøre hende til.

Romanen springer let og elegant frem og tilbage i tiden mellem Kirstens barndom og hendes voksenliv med Niels og deres lille søn Rod.

En dag beslutter hun sig for at opsøge den mor, hun ikke har set i tyve år. Og rejsen til Nordnorge ændrer alt, for er der ikke noget ved hendes fødselsår, der ikke stemmer?

'Og sådan blev det' er en stærk, smuk og særdeles velskrevet roman, der slipper lige ind i hjertekulen på én, og summer videre derinde som en hveps i et marmeladeglas.

Publiceret: 12. Oktober 2013 15:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt