Siegfred Lenz skriver om efterkrigstidens Hamborg i ’Dykkeren’. Polfoto: Ullstein Bild/B. Friedrich
Siegfred Lenz skriver om efterkrigstidens Hamborg i ’Dykkeren’. Polfoto: Ullstein Bild/B. Friedrich
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Biblioteket anbefaler: Siegfred Lenz: ’Dykkeren’

Af Thomas Kendal, Gentofte Hovedbibliotek

Den tyske forfatter Siegfried Lenz (1926-2014) er generelt blevet pænt udgivet i Danmark, inklusiv hans sidste novellesamling 'Masken' fra 2012. Måske til dels, fordi han var dansk gift og skrev flere af sine værker i Danmark, men især fordi han var en vigtig stemme i tysk litteratur og skrev gribende om moral og værdighed, også for et folk med en grim og grum tæt fortid under nazismen.

Nu er hans anden roman 'Der man im Strom' fra 1957 så endelig blevet oversat til dansk med titlen 'Dykkeren'.

Bogen foregår i et efterkrigs-Hamborg i fuld gang med at viske krigens spor ud. Alle sejl er sat for at skabe en stemning af optimisme i byen, aviskampagner og statsvisitter præger bybilledet og fremtidens borgere suser rundt og er aktive forbrugere og arbejdere. Der skal tjenes penge, så man kan få dem brugt i en fart.

Hovedpersonen Hinrich er en ældre dykker og har svært ved at finde en plads, sin plads, i dette nye samfund.

Han er for gammel til at få job, erfaringer tæller ikke for meget – er det værd at give ham en chance, når han ikke er fremtidens mand? Hinrich er i den grad fortidens mand.

Han har en yngre søn, der skal forsørges, og en ung datter, som er blevet gravid med hans tidligere assistent/nuværende lømmel.

Hinrichs krop knirker, men han skal og vil have plads i den nye tid. Hvis man bare kunne rette lidt i fortiden, slette og ændre et par årstal, kunne det måske lykkes. Lenz levner ikke meget håb for skæve skæbner i et samfund, der insisterer på at springe ind i fremtiden bærende på så tung en fortid.

For gamle læsere er 'Dykkeren' et møde med den tidlige Siegfried Lenz, for nye læsere er det et godt sted at starte på et vigtigt, velskrevet og spændende tysk forfatterskab.

Siegfred Lenz skriver om efterkrigstidens Hamborg i ’Dykkeren’. Polfoto: Ullstein Bild/B. Friedrich
Siegfred Lenz skriver om efterkrigstidens Hamborg i ’Dykkeren’. Polfoto: Ullstein Bild/B. Friedrich
Publiceret: 16. Maj 2017 21:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere