David Hartby, Oliver Kruse, Kurt Bagge-Hansen og Jacob Vest hyggede sig sammen på Jægersborg Boldklubs anlæg i hele sidste uge.
David Hartby, Oliver Kruse, Kurt Bagge-Hansen og Jacob Vest hyggede sig sammen på Jægersborg Boldklubs anlæg i hele sidste uge.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Boldtræning med varme hjerter og halvstive ben

Hele sidste uge var der fodboldskole i Jægersborg Boldklub. Tre spillere med handicappet cerebral parese spillede med på lige fod med alle de andre

Tekst og foto: Jesper Bjørn Larsen

At fodbolden er verdens bedste legetøj - og at fodboldklubber er fyldt med ildsjæle, der gør en reel forskel for rigtig mange mennesker - vidste Villabyernes udsendte sådan set godt i forvejen.

Det lærte den korte og ikke særligt lovende karriere som højre back i SB 74 ham trods alt.

Men derfor er det nu alligevel rart at blive mindet om begge dele. Tag nu bare Jægersborg Boldklub, der i hele uge 31 lagde baner til en af DBU's fodboldskoler, hvor 57 deltagere mellem 7 og 16 år fik trænet alle facetter af fodboldspillet, mens nye venskaber skød frem mellem netmasker og græsstrå.

Og tag fodboldskoleleder Dorte Nielsen, der for 10. år i træk stod for alt det praktiske. I år havde hun atter inviteret spillere med fra klubbens CP-hold, spillere, der lider af cerebral parese - børn og unge, der lever med en eller anden form for spastisk lammelse.

“Fodbold skal være for alle, og alle skal have en god oplevelse, uanset handicap. Og de går på med krum hals. Jeg tager sgu hatten af for dem. De har viljestyrke, og det er helt vildt, hvor meget de har nået på de første to dage,” fortæller Dorte Nielsen, da Villabyerne kigger forbi onsdag formiddag.

Bliver i godt humør

De tre spillere træner og spiller sammen med resten af deltagerne, men de får også noget specialtræning af deres træner Kurt Bagge-Hansen.

Han har i mange år siddet med i DBU's bestyrelse og kommer egentlig fra SIF, men med CP-holdet i Jægersborg har han fundet en måde at give noget tilbage til fodbolden.

“Fodboldskolen giver de unge med CP en chance for at være sammen med de andre, føle sig som en del af klubben. De skal arbejde mere end dobbelt så meget som de andre, men de klarer det helt uden at jamre. Jeg bliver i skidegodt humør af at være sammen med dem,” griner Kurt Bagge-Hansen, der normalt træner de unge halvanden time om ugen.

De tre CP-deltagere er 15-årige David Hartby fra Lyngby og Birkerød, 45-årige Jacob Vest fra Amager og 16-årige Oliver Kruse fra Vedbæk.

Villabyerne får lov at forstyrre dem kort under træningen, og man skal være både blind og døv for ikke at lægge mærke til, hvor meget liv og sjæl, der bliver investeret.

“Det betyder rigtig meget med sådan en uges intens træning, det er fedt, men jeg kan godt mærke det i benene,” smiler Oliver Kruse.

“Vi får prøvet grænserne af. Det er klart, at de andre såkaldt normale er lidt hurtigere end os, så det er også hårdt,” siger Jacob Vest.

“Husk på, I er lige så vigtig en del af klubben, som de er,” skyder Kurt Bagge Hansen ind.

David Hartby har lidt lyskeproblemer i øjeblikket, så han tager den med ro i dag. For de to andre var CP en medfødt lidelse, men for ham var det konsekvensen af den tumor i hjernen, han fik for fem år siden. En tumor, der har gjort ham blind på det ene øje og lam i den ene side.

“Det er dejligt at være her. Selvfølgelig bliver vi også bekræftet i, at der er nogle ting, vi ikke kan være med til, men vi lærer rigtig meget.”

Præcisionstræning med verdens bedste legetøj.
Præcisionstræning med verdens bedste legetøj.
Oliver kom ikke forbi Jacob i denne omgang.
Oliver kom ikke forbi Jacob i denne omgang.
Jacob har været med på fodboldskole før. Han lider af autisme, asperger og har haft rygmarvsbrok, så han kan ikke løbe helt så stærkt, som han godt kunne tænke sig.
Jacob har været med på fodboldskole før. Han lider af autisme, asperger og har haft rygmarvsbrok, så han kan ikke løbe helt så stærkt, som han godt kunne tænke sig.
De tre CP-spillere nyder fodboldskolen, der fandt sted fra kl. 9-16 hver dag hele sidste uge.
De tre CP-spillere nyder fodboldskolen, der fandt sted fra kl. 9-16 hver dag hele sidste uge.
Dorte Nielsen har travlt med at gøre diplomer klar til de unge, da Villabyerne kigger forbi.
Dorte Nielsen har travlt med at gøre diplomer klar til de unge, da Villabyerne kigger forbi.
Publiceret: 09. August 2017 11:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere