Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: De Radikale og Socialdemokratiet har svigtet kulturen

Jeanne Toxværd, Enhedslisten, medlem af Kommunalbestyrelsen

Anne Hommel stiller i Villabyerne et relevant spørgsmål til Socialdemokratiet om, hvor partiet står i forhold til et kulturhus. Det samme spørgsmål kunne man stille til De Radikale.

I foråret 2015 udtalte Slots- og Kulturstyrelsen til Villabyerne, at man havde en vision om at gøre Charlottenlund Slot og bygningerne i slotsparken til et kulturelt samlingspunkt til gavn for borgerne i Gentofte.

Man efterlyste kulturprojekter. Kulturvision Charlottenlund kom til verden og udviklede en kulturvision og holdt i efteråret 2015 møder med kulturudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Initiativet opfordrede kommunen til et samarbejde om en fælles ansøgning om leje af alle bygninger i slotsparken for 6,5 millioner kroner om året. Initiativet foreslog desuden, at man ansatte to projektledere, der kunne kickstarte processen.

Hans Toft sagde nej. Man ville hverken leje eller afsætte penge til drift. Det måtte ikke koste én krone.

Socialdemokratiet og De Radikale kunne have stillet krav og have formuleret nogle visioner for området. Men nej. De gemte sig, som altid, bag borgmesteren.

De to partier støttede Tofts usaglige konflikt med Slotsstyrelsen om at gøre bygningerne til flygtningeboliger. Radikale og Socialdemokraterne stemte for et § 14-forbud, der er en bevidst fastlåsning af området i et år og senere en lokalplan, hvor man vil bygge ungdomsboliger i bygningerne tilknyttet slottet.

Resultatet af denne forhalingstaktik blev, at styrelsen udlejede til kontorformål og ikke til kultur.

De to partier har efter et længere pres accepteret, at der kan være kultur på slottet, men det sker først efter slottet ER lejet ud til anden side. Ren symbolpolitik!

Enhedslisten foreslår, at Gentofte her og nu lejer alle lokaler og bygninger, der for nuværende ikke er udlejet til kontorfaciliteter, og sammen med kulturinitiativerne redder, hvad reddes kan.

Vi håber, at Radikale og socialdemokraterne stemmer for - ellers er det endnu et kulturpolitisk svigt af dimensioner!

Publiceret: 12. Oktober 2017 08:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere