Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: En udholdende og sej detailhandler

Colette Brix, formand for Dansk Erhvervssammenslutning

En søndagstur på Ordrupvej og man gør store øjne. Fra Ordrup Torv og lidt op ad gaden er der seks tomme lejemål, som engang var flotte forretninger, men som nu er lukket ned.

Hvor er det ærgerligt, men kunderne stemmer med fødderne og har flyttet deres køb til nettet og indkøbscentre, så konkurrencen er benhård.

Med udsalg, Black Friday, mid-season-salg og alle de store aktører, der sidder på handlen, er det stålnerver, der skal til, og man skal kunne leve på en pind.

Men så kom jeg lidt længere ned ad Ordrupvej og stod foran – ja hold nu fast – en lille smuk forretning, der har 50-årsjubilæum.

Indehaveren er den udholdende og seje Jo Lerche. Hun har alle årene stået fast på sit koncept: God service, høj kvalitet, og hun har passet og plejet den lille forretning hver eneste dag i medgang og modgang. Det er en præstation uden lige. Hun er aldrig rejst til udlandet på lagersalg for at fylde kufferten op med billige, dårlige varer – hun har holdt fast i sit koncept.

Vi kårer Gud og hver mand i dette land: vækstiværksættere, gazeller og guldvirksomheder, og de lukker ofte hurtigt ned og får 'ryven' i klaskehøjde, når de efterlader gæld til kreditorerne og ubetalt skat efter at have modtaget iværksættertilskud eller midler fra Vækstfonden.

Her tænkte jeg, om det ikke var en idé, at vores flittige borgmester Hans Toft gik ned på Ordrupvej med en buket blomster og gav Jo Lerche Ordrupvejs Udholdenhedspris, for det her er en præstation af de sjældne. Her er der ingen, der er fedtet ind i iværksætterstøtte og offentlige tilskud. Det er ren og skær godt købmandskab, udholdenhed, mådehold, og så har hun aldrig fløjet højere, end vingerne bærer. Det er en sjælden egenskab i dag.

Tillykke Jo Lerche, du gør Ordrupvej stolt.

Publiceret: 03. November 2017 20:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere